Aarhus-bureauet Publico Kommunikation har skabt selskabets hidtil bedste bundlinjeresultat i dets seneste regnskabsår, der omfatter 2011-2012.

Under overskriften ”Fra tekstfabrik til kommunikationsrådgiver” har Publico det seneste år ændret strategi, og det har skabt en mere lønsom forretning i den jyske hovedstad, lyder det i pressemeddelelse.

Som en konsekvens af den nye strategi har bureauet bl.a. taget sin egen PR-medicin, hvilket angiveligt har givet mange nye kunder i både den private og offentlige sektor.

Bundlinje-fremgangen er dog skabt på en lavere omsætning end tidligere, for efter ti år med kontinuerligt stigende omsætning debuterer bureauet med et regnskab, der viser tilbagegang i toppen.

Det bekymrer dog ikke direktør Uffe Lyngaae.

– Publico anno 2012 er en professionel kommunikationsrådgiver, som kunderne lytter til og læner sig opad i modsætning til den mere operationelle tekstfabrik, vi var tidligere. Det betyder, at vi er kommet tættere på kunderne, og at vi nu leverer relativt flere af vores egne timer til analyser, strategi og kommunikation og relativt færre underleverandørtimer. Ændringen afspejler sig i både toppen og bunden af regnskabet, som udelukkende styrker vores tro på os selv, på strategien og på fremtiden, siger Uffe Lyngaae.

Flere ansatte + ny kunde

Bureauet holder til i baghuset i Mejlgade 47 i Aarhus, og her er to nye medarbejdere kommet til i løbet af efteråret. Dertil kommer en lokaleudvidelse, der giver de 10 medarbejdere yderligere 100 kvadratmeter at folde sig ud på.

– Med et nyvundet kampagneudbud for Social- og Integrationsministeriet, stor gejst og en sund økonomi forventer vi også i det kommende år at vokse stille og roligt, og vi forventer også at høste frugten af, at vi nu er eksklusiv dansk repræsentant i et internationalt PR-netværk, siger Uffe Lyngaae.

Hermed henviser han til Publicos indtræden som dansk repræsentant i netværket PR World Alliance. Netværket trækker tråde til 20 medlemmer fordelt i 16 lande herunder Canada, Italien, Frankrig og USA.