Reklamebureauet We Love People hyrer Birgitte Fredsby som direktør fra den 1. januar næste år. Hun kommer fra en stilling som kanalchef for public service-stationen DR.
Der er to grunde til, at We Love People har hentet Birgitte Fredsby til selskabet, fortæller Pernille Simmelkiær, administrerende direktør for We Love People.
– Den første grund er, at levende billeder, eller TV-mediet, kommer til at spille en større og større rolle for vores forretning fremover. Ekspertise i den retning kan Birgitte Fredsby i allerhøjeste bidrage med hos os, siger hun.
Hun forklarer, at We Love People har forrygende travlt i øjeblikket. Ikke blot med nye kunder, men lige så meget fordi, udviklingen på reklamefilmsfrontens går lynhurtigt. Det afspejler sig eksempelvis i den stigende anvendelse af reklamevideoer på nettet og nye regler omkring bl.a. Product Placement på TV, der er med til at åbne op for længere reklamefilmsformater.
– Her kommer Birgitte Fredsbys mangeårige erfaring med TV-mediet naturligvis til sin ret, siger Pernille Simmelkiær.
Birgitte Fredsby var senest kanalchef for Børn- og Ungeafdelingen i DR. Skal We Love People til at satse på reklamefilm til børn?
– Nej, den anden gode grund til, at vi har valgt at satse på Birgitte Fredsby tager udgangspunkt i etisk ansvarlighed, som spiller en stadig større rolle, når virksomheder skal vælge en fra vores branche som leverandør, siger Pernille Simmelkiær.
Og her har den tidligere DR-kanalchef en god profil, forklarer Simmelkiær.
– Alene det at hun har arbejdet for en public service-station, hvor kommercielle interesser har været bandlyst, er positivt. At hun ydermere har erfaring fra børne-TV, hvor kravene er endnu skrappere, er et ekstra plus, slutter We Love Peoples administrerende direktør.