For niende år i træk fejrer reklamebureauet Liquidminds julen med at forære en kampagne til en organisation, der sætter fokus på et vigtigt tema til gavn for psykisk, fysisk eller socialt belastede medmennesker i samfundet.
Hidtil har bl.a. Hjerteforeningen, Mødrehjælpen, Kofoeds Skole og Mændenes Hjem modtaget kampagne-julegaven, og i år er det Scleroseforeningen, der kan glæde sig over en julekampagne uden beregning.
Og bureauets kunder er medgivere, fortæller Liquidminds-direktør Vibeke Nannerup:
– I stedet for at vores kunder får en sjov julegave, så forærer de deres “gave” til dem, der ikke kan hjælpe sig selv, siger hun og tilføjer, at det lige siden Liquidminds blev etableret, har været et pejlemærke at skabe værdi for andre, siger hun og tilføjer:
– Først og fremmest for vores kunder gennem gode kommunikationsløsninger, men også for mennesker, der har brug for hjælp. Så hvert år i december giver vi en kampagne i velgørenhed. I år er vi glade for at kunne hjælpe Scleroseforeningen med at skabe opmærksomhed omkring det gode testamente, siger Vibeke Nannerup.
Hos Scleroseforeningen mener marketingchef Ann Leistiko, at kampagnen kan være med til at forbedre livet for de 14.000 danskere, der i dag lider af den kroniske sygdom, og hun siger at foreningen er meget taknemmelig for gaven.
– Forskning kan gøre en forskel for alle, der lever med sclerose, men forskning kræver tid og koster penge. I samarbejde med Liquidminds, har vi valgt, at kampagnen skal få flere til at betænke Scleroseforeningen, når der udfærdiges testamente. Arv er centralt for vore arbejde med forskning, patienter og pårørende, og vi ved, at det er et emne, der er enormt svært at kommunikere. Så vi er på mange måder dybt taknemmelige over, at Liquidminds stiller deres kompetencer og tid til rådighed, siger Ann Leistiko.