Mediebureaugruppen Aegis Media er gået i tæt samarbejde med Medievidenskab på Aarhus Universitet.

Samarbejdet skal højne de studerendes relationer til erhvervslivet og samtidig give talenternes indspark til mediestrategi og planlægning i en konkret case videre til bureauet.

Derfor udfordrer Aegis Media medievidenskabsstuderende ved Aarhus Universitet til at komme med deres bud på, hvordan skogiganten Vagabond kan udnytte medierne bedre i deres markedsføring. Tanken bag projektet er at give de studerende mulighed for at prøve kræfter med konkrete problemstillinger og – ikke mindst – at præsentere dem for en reel kunde.

Det er også samarbejdets formål at udruste de studerende til den erhvervsvirkelighed, de kan forvente at møde, når deres tid på skolebænken er slut.

Dette sker bl.a. via sparring med den kundeansvarlige for Vagabond hos Vizeum Aarhus, feedback og skriftlig udtalelse om det leverede arbejde fra både kunde og bureau samt efterfølgende CV- og karriererådgivning hos headhuntervirksomheden Unique Consult.

Ægte cases er sagen

Aarhus Universitet – Medievidenskab har gennem flere år samarbejdet med mange virksomheder, organisationer og institutioner, fordi det giver de studerende en oplevelse af, at deres viden og kompetencer er anvendelige.

Ligesom det for forskerne giver et vigtigt indblik i de organisatoriske rammer og produktionsmæssige forhold, som ofte er genstand for deres forskning, fortæller Studieleder for Informations- og Medievidenskab, Unni From, og fortsætter: ”I dette tilfælde samarbejder vi med Aegis Media på den måde, at de leverer nogle “ægte cases” ind i et fag, der er henvendt til humanistiske studerende, og som er kendetegnet ved, at det skal indeholde et praksisorienteret element. Aegis Media har vist stor forståelse for, at vi som universitet skal sikre den faglige kvalitet i uddannelserne, og at samarbejdet derfor skal indgå på en fagligt forsvarlig måde i undervisningen, og det er vi rigtig glade for – så håber vi på den anden side, at de også får nogle gode og brugbare inputs undervejs”.

Selve briefen er udarbejdet af Vizeum Aarhus og Vagabond, og formålet har været at få de unge til at tænke ”redefining” i forhold til, hvordan medier og disses kommunikationsmuligheder kan tænkes ind i en konkret markedsføringscase.

– Hos Aegis Media arbejder vi ud fra brandløftet: ”reinventing the way brands are built”, og det er ud fra denne tankegang, at vi ønsker at udfordre de studerende. De skal prøve kræfter med konkrete erhvervsmæssige problemstillinger, siger Ulrik Petersen, direktør i Aegis Media Aarhus.

Blandt de studerende, som har indsendt et løsningsforslag, er der udvalgt tre grupper, hvilke pt. arbejder på at færdiggøre deres præsentation.

Torsdag d. 21. juni skal de tre grupper præsentere deres idé for Aegis Media og Vagabond, hvorefter vinderen vil blive kåret.

Vinderne af konkurrencen, samt udvalgte studerende som har gjort sig specielt bemærkede og vist at de evner at bryde konventionerne og tør tænke nyt, tilbydes karriererådgivning hos Unique Consult.

Udover optagelse i Aegis Media Talent Pool, æren og erfaringen kan de studerende vinde gavekort til Magasin, sko fra Vagabond og biografbilletter.