Det internationale bureaunetværk JWT, der herhjemme omfatter Halbye Kaag JWT, har fået foden inden for hos Carlsberg.

Bureauet er mere præcist havnet på den korte liste – eller roster – over bureauer, som Carlsberg henvender sig til, når en global marketingindsats skal sættes i søen for et brand eller forretningsområde.

JWT er kommet på listen efter en pitch, og selvom det i sig selv er lidt af en sejr for bureauet, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med opgaver for bryggerikoncernen i fremtiden.

Bureaunetværket har således endnu ikke vundet nogle specifikke brands, men kan byde sig til i briefs i Nord-, Vest- og Centraleuropa, Mellemøsten og Asien på lige fod med bureauer som Santo, Fold7 og Saatchi & Saatchi, der alle optræder på Carlsbergs roster i dag.

Et boost til JWT i DK?

– Vi er glade for at have føjet JWT til vores globale reklame-roster. Vi ser frem til et succesfuldt samarbejde til gavn for vores brands i hele regionen, lyder det ifølge det britiske marketingmedie Campaign fra Diana Stanov, som er Global Category Manager hos Carlsberg.

Herhjemme er Halbye Kaag JWT det danske medlem af det internationale bureaunetværk, og David Asmussen, kreativ direktør, ser frem til den nye mulighed, men understreger, at det endnu er for tidligt at spå om, hvorvidt det giver et boost til den danske del af JWT-netværket.

– Det er korrekt, vi har været med i en pitch med nogle af de dygtigste bureauer i verden, som vi også kender fra tidligere internationale pitches. Men der står flere tilbage på vinderlisten, så vi kender ikke det reelle udfald for Danmarks vedkommende endnu. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at vi ville elske at få dem på vores kundeliste, og at det som dansk bureau ville være fantastisk at arbejde med et af de største internationale brands, siger han.