Det københavnske bureau Rethink Pipeline kom helskindet gennem 2009 og har netop offentliggjort et regnskab med et overskud på en halv million kroner.
– Der er ingen tvivl om, at første halvår af 2009 ikke var sjovt, ligesom det ikke har været hos mange andre bureauer. Vi kom ud af halvåret med et rundt nul, men har haft normal aktivitet i andet halvår af 2009, hvilket har bevirket, at vi er endt med et – efter forholdene – acceptabelt overskud. I lyset af krisen er vi meget tilfredse med resultatet, siger bureauets administrerende direktør, Kresten Bo Nielsen.
Sammen med resten af bureauet ser direktøren lyst på 2010, der er startet med tre nye kunder.
– I slutningen af 2009 fik vi Eva Danmark ind på udvikling af deres internationale strategi, og kommer nu også til at stå for eksekveringen af deres internationale marketing-programmer og kampagner, siger Kresten Bo Nielsen.
– Og her i januar 2010 blev vi valgt som leadbureau af Plesner, et af Danmarks førende advokatfirmaer. Derudover har vi fået et større projekt fra en meget kendt, dansk møbelproducent, men det er så nyt, at der først vil blive sat navn på om en måned eller to, fortsætter han.
Derudover er bureauet flyttet fra udkanten af Østerbro til toppen af det gamle BT-hus i Kristen Bernikows Gade midt i København. Det har givet ekstra plads til to nye medarbejder, en dansk tekstforfatter fra Hjaltelin, Stahl & Co og en svensk AD’er, så nu har bureauet i alt 15 medarbejdere.