Markedet for mobile applikationer eksploderer, og det er ikke bare populært som aldrig før, men også en god forretning at udvikle apps til iPad, iPhone og Android mobiltelefoner som fx HTC.
Den forretning vil det digitale bureau In2Media gerne have en større bid af, så derfor har bureauet nu købt halvdelen af konsulenthuset InSilico, som er specialister i udvikling af kundespecifikke mobile applikationer og bland andet har udviklet apps til Nykredit, Danfoss og Nupo.
Samtidig er en ny fælles bestyrelse, med bl.a. Tim Frank Andersen, blevet nedsat, ligesom InSilico fysisk flytter tættere på In2media i samme bygning.
Andreas B. Iversen, administrerende direktør, In2media, siger:
– Timingen for at gå bredere til markedet med spidskompetencer inden for apps er den helt rigtige nu. Der skal rykkes for at være med i front, og derfor er det oplagt, at vi udvider vores egne kompetencer inden for apps med InSilicos syv medarbejdere, der karakteriseres som nogle af branchens skrappeste. Ved at forene vores kompetencer er det målet at skabe et af de mest kompetente app-huse i Danmark.
I søger jo ellers i forvejen en del folk i øjeblikket. Hvorfor vælger I at købe jer ind i et eksisterende firma her, frem for at slå nogle flere stillinger op?
– Det er der flere årsager til. For det første skal vi jo organisatorisk kunne følge med. Som du selv siger søger vil i forvejen en del nye folk. For det andet har denne model den fordel, at set-up’et er kørende fra dag ét. Der er ikke behov for indkøringsperioder. InSilico har den rigtige profil og de skarpeste folk på app-området herhjemme, og så arbejder de da også for nogle interessante kunder, siger Andreas B. Iversen.
Så I ringede bare til InSilico og sagde ”Hej, vi vil gerne købe halvdelen af jeres firma”?
– Njaaa, ikke helt, lyder det med et smil fra Andreas B. Iversen, som fortæller, at det nok var In2Media, der kontaktede InSilico, men at der lå et større forarbejde og efterfølgende en grundig dialog til grund for den endelige aftale.
Hos InSilico, som i øvrigt tidligere har været underleverandør til In2Media, kalder adm. direktør Anders Cervera alliancen for en konsolidering på det danske app marked.
Hvorfor er det interessant for jer at sælge halvdelen af virksomheden til In2Media?
– Det er det fordi, InSilico er et lille app-hus. Vi er gode til at programmere og udvikle applikationer, men det er et meget konkurrencepræget marked. Så hvis vi vil ind og have fat i de store kunder og også være med på mere strategisk niveau – og det vil vi gerne – så er vi ikke store nok alene. Derfor er vores fællesskab med In2Media ideelt, siger Anders Cervera.
Han understreger dog, at selv om In2media har købt sig ind i InSilico, vil virksomheden fortsat bevare sin selvstændighed, kunderne og den eksisterende drift.