På Søtorvet 5, 2. sal i København, hvor det kreative digitale bureau Konstellation hører hjemme, er der nu samlet en række mindre bureauer, der sammen vil forsøge at sætte en ny dagsorden
En dagsorden for, ”hvordan kommunikation og kampagner i fremtiden skal løses med engagerede mennesker og involverende content”, som det lyder i en pressemeddelelse.
Udover at dele lokaler, så er håbet, at det nye kommunikationshus – der nu er blevet udvidet med social media-bureauet Untold – har musklerne til at gå ind i kampen om store markedsføringsprojekter.
Sammensætningen af bureauer er ikke tilfældig, men er et led i en større plan i forhold til at have det rigtige kompetencesæt under samme tag.
Ingen faste forhold
Selvom bureauerne ikke er gift med hinanden, og også indgår i andre samarbejder, så er der et ønske om at løfte større projekter sammen inden for brand- og kommunikationsstrategi, kreativ udvikling, content, PR, community management og digital produktion.
Konstellation og Hansen Agenda har de senere år løst opgaver sammen for private og offentlige kunder. I efteråret flyttede KathArt ind og i midten af februar kom Untold til.
Dermed faldt de sidste brikker på plads i forhold til at skabe et setup, der kan løfte store og tunge kommunikationsopgaver.
– Vi ser det som en nødvendighed at have specialviden inden for disse discipliner, hvis man vil skabe succesfulde kampagner og kommunikationsløsninger fremadrettet. Nemlig en specialviden i, hvordan man involverer og engagerer forbrugerne og får dialogen til at vokse i de communities, vi målretter vores budskaber efter, siger Nicolai Elmqvist, CEO og partner i Konstellation.
Nyt mediebillede – nye løsninger
– Det er vi alle sammen rigtig gode til på hver vores måde. Det er en ny og anderledes måde at tænke på og en måde, der udnytter det mediebillede, vi ser i dag, til fulde, fortsætter han.
Han bakkes op af Lotte Hansen, adm. direktør i Hansen Agenda.
– Vi er alle i det her, fordi vi vil involvere mennesker. Vores kunder har fokus på at forstærke deres egen forretning og vil samtidig løse samfundets problemer. Det kræver partnerskaber og commitment. Set fra min stol er samarbejdet unikt, fordi vi nu huser de bedste social medie-kompetencer, og dermed kan vi med udgangspunkt i strategiske agendasættende dagsordner skabe et stærkt ambassadørnetværk, siger hun.