Med en bruttofortjeneste på 46,7 millioner kroner og et driftsresultat på 8,2 millioner kroner har det 100 mand store bureau Peytz offentliggjort sit bedste regnskab til dato.

Om baggrunden for det positive regnskab, hvor man i forhold til 2020 har vækstet sit driftsresultat med 42 procent, skriver CEO Laust Jørgensen i en mail til Markedsføring:

”Vi har fokuseret på vores forretning, og vi har satset på og vækstet inden for de områder, hvor vi i forvejen er rigtig stærke.” 

Peytz blev stiftet tilbage i 2002 og leverer kreative problemløsninger, strategi og design, applikationer inden for open source, mail og cloud og har bl.a. DR, Christian Hansen og Nationalbanken i deres kundeportefølje.

Nøgletal for Peytz 2021

(Tal i millioner kroner – i parentes vækst ift. 2020)

Bruttofortjeneste: 46.7  (+8%)
Resultat før skat:     8,2 (+54%)

Kilde: CVR.dk

Ifølge Laust Jørgensen skyldes succesen for bureauet i 2021, som afspejles i det gode resultat, bl.a. bureauets mailløsninger.

”Vores danske mailløsning med mulighed for at have din data i Danmark har haft stor efterspørgsel. Det er et godt produkt, og i disse tider hvor sikkerhed og GDPR er i højsædet, er det for flere særligt relevant med en løsning, hvor man kan have sin data i Danmark,” skriver han og tilføjer:

”Derudover har vi haft et stort fokus på rådgivning og større teknologiske løsninger, hvor vi binder mange forskellige ’best of breed’ teknologier og frameworks sammen. Her er vi udkommet med nogle gode løsninger, og vi har oplevet god interesse fra markedet på vores tilgang.” 

I forhold til hvad overskuddet skal gå til, lyder det fra Laust Jørgensen:

”Vores strategi er vækst, og overskuddet danner grundlag for den vækstrejse. Samtidig investeres der i andre spændende digitale projekter.”