VerticPortals har via sit New York-kontor fået til opgave at udarbejde to globale web-projekter, som nok kan pynte på case-listen.
Det ene er for IT-giganten Microsoft og det andet for Kodak-koncernen, som netop har valgt at placere sit globale web-budget hos VerticPortals.
For Microsoft skal bureauet udarbejde det globale site for Surface, som er virksomhedens bud på en enhed til den interaktive fremtid.
Teknologien kendes blandt andet fra den seneste James Bond-film, Quantum of Solace, hvor M skal danne sig et overblik over en lufthavn.
Og for de gæster som Microsoft havde inviteret til netop overståede Cannes Lions, var der lige ledes mulighed for at afprøve teknologien.
Surface er udformet som et bord med en trykfølsom overflade, bestående af akryl, der viser billeder via en projektor inde i bordet. Skærmen bliver berøringsfølsom gennem en række infrarøde kameraer, som registrerer berøring, og samtidig skaber WiFi og Bluetooth den trådløse forbindelse til mobiltelefoner, digitalkameraer osv.
Skaber interaktions
Partner og stifter af VerticPortals, Sebastian Jespersen, fortæller at projektet vil bestå af mere end 100 videoklip og være særdeles interaktivt:
– Surface er et spændende produkt, som giver mulighed for at skabe en spændende integration mellem et fysisk produkt og det virtuelle. For eksempel kan den registrere, hvis der sættes en Cola-flaske på den, og derved aktivere en interaktiv reklame for brandet. Vi er glade og stolte over at få adgang til teknologien på tidligt tidspunkt, og derved kunne tilbyde vores andre kunder noget unikt, siger han.
Sebastian Jespersen fortæller også, at bureauet allerede har fået en del henvendelser på udarbejdelse af applikationer til Surface.
Microsoft-sitet for Surface præsenteres første gang i midten af juli på Microsofts globale partner-konference i New Orleans og bliver en integreret del af microsoft.com.
For Kodak, som VerticPortals for nylig har landet som account på New York-kontoret, skal det første projekt lanceres i form af et interaktivt videobaseret site, der skal promovere et af Kodaks nye videokameraer. Sitet går live i slutningen af juli og vil blive versioneret til Kodaks 27 største markeder.
Se Surface i aktion