Reklamebureauet Fallon, der blev verdensberømt, da det satte en gorilla til at spille trommer til Phil Collins’ ”In the air tonight”, har taget skeen i den anden hånd og fungerer nu også som produktudvikler for storkunden Cadbury.
Allerede i denne måned begynder Cadburys OL i London 2012-kampagne, og i den forbindelse har Fallon udviklet chokoladebaren ”Spots v Stripes Challenge Bar”, der er en plade chokolade delt i tre segmenter. Et med chokoladestykker med prikker på, et med striber og en sektion med stjerner i midten.
Ideen er, at forbrugerne skal lave to hold med prik-stykkerne og stribe-stykkerne. Vinderen får stjerne-stykkerne. Der vil være forslag til forskellige spil på emballagen. Det skriver Campaign.
Fallon ejer ikke rettighederne til chokoladebaren og får heller ikke procenter af salget.
En tv- og outdoorkampagne vil fra næste uge promovere chokoladebaren.