I 2009 fusionerede Sveriges største kommunikations- og rådgivningsvirksomheden Kreab, grundlagt i 1970, med Omnicoms Gavin Anderson & Co, som oprindelig blev etableret i New York i 1981.
Siden har bureauets kontorer i efterhånden 25 lande verden over heddet Kreab Gavin Anderson, men nu skiftes det lidt lange navn ud med navnet Kreab, efter at man globalt set gennemførte en fission af de to selskaber i 2014.
Navneskiftet kommer samtidig med, at bureauet kan fejre 45-års jubilæum og følges naturligt nok op af et nyt logo, men forretningen og målsætningerne er uændrede, siger koncernchef Charlotte Erkhammar ifølge bladet.
– Vi har relationer, der strækker sig over flere årtier, med mange af vores kunder. Og vores strategi er fortsat den samme: trinvist og med lønsomhed at bygge en af verdens bedste rådgivningsvirksomheder inden for kommunikation, siger hun.
Hos den danske del af Kreab, er Managing Partner Lisbeth Wirgowitsch, der overtog ledelsens af bureauet for præcis et år siden, godt tilfreds med navneændringen:
– Det er klart mere mundret. Det er nemmere at huske, og så slipper vi for, at folk tror, vi er et advokatkontor eller et revisionsfirma, lyder det med et smil fra Lisbeth Wirgowitsch.
Den danske afdeling af det, der nu hedder Kreab Copenhagen, beskæftiger 15 medarbejdere.
I Sverige er der omkring 60, mens Kreab i henholdsvis Norge og Finland hver beskæftiger cirka otte medarbejdere.
Kreab betjener i dag over 500 kunder i 25 lande. Virksomhedens mere end 400 konsulenter rådgiver selskaber i corporate communication, financial communication og public affairs.