Som led i fusionen med PR-bureauet Kasters rykker kommunikationshuset LEAD nu endnu længere op i den digitale superliga. Det sker i form af et velkommen til en digital ekspert, der bl.a. er kendt fra TV.

Navnet er Nathalie Camilla Larsen, hun starter som Head of Digital hos LEAD pr. 1. juni, og det ser Lars Volle, partner og direktør for medier og marked hos LEAD, frem til:

– Der er ikke mange fuldblodsdigitale kommunikationsfolk i Danmark, der både kan strategi og eksekvering på tværs af PR, public affairs og kampagner. Men præcis sådan en person ville vi finde. Derfor er vi umådeligt glade for, at Nathalie nu bliver en del af LEAD og dermed en del af et ambitiøst kommunikationshus, der sætter dagsordener og skaber fællesskaber, siger han.

Det digitale skal også virke

Nathalie Camilla Larsen kommer senest fra en stilling som digital- og social media-rådgiver hos Geelmuyden Kiese, men har også tidligere været partner og stifter af eget social media-bureau.

Hun er desuden fast social media-ekspert hos TV 2 Go’ Morgen Danmark og ifølge LEAD en anerkendt meningsdanner på sit felt.

Selv ser Nathalie Camilla Larsen frem til at blive en del af LEAD:

– Tidligt i min karriere tog jeg en beslutning om at være der, hvor jeg vokser mest – både fagligt og som menneske. LEAD er et hus med store ambitioner, høj faglighed og en enorm professionalisme, og så har de dygtige folk med gode værdier, siger hun og tilføjer:

– Derudover glæder jeg mig til at være med til at skabe rammerne for LEAD’s digitale profil og løfte niveauet yderligere både internt og eksternt. De fleste virksomheder og organisationer har en idé om, at det digitale er vigtigt. Jeg ser det som min opgave at sørge for, at de digitale initiativer også har reel effekt.