For at tilbyde international rådgivning til danske virksomheder og udvide kundekredsen uden for de danske grænser, har kommunikationsbureauet LEAD Agency ansat Mark Renouf.

Mark Renouf har gennem en årrække arbejdet med strategisk kommunikation, finansiering og forretningsudvikling inden for energi-, sundheds- og transportsektoren på verdensplan – bl.a. som partner i Canadas største PR-rådgivningsfirma, NATIONAL Public Relations.

Han har desuden mere end et årtis erfaring som journalist hos BBC, hvor han i tv og radio rapporterede fra politiske begivenheder i Storbritannien, EU og Rusland.

Kan bidrage til dansk succes i USA

Torsten Jansen, direktør for international udvikling i LEAD og tidligere afdelingschef på den danske ambassade i Washington DC, siger om ansættelsen:

– Mark Renouf er en international kapacitet på et meget højt niveau inden for PR. Han vil tilføje helt afgørende kompetencer til den fortsatte udvikling af LEAD’s internationale forretning, hvor vi oplever stor vækst i efterspørgslen efter rådgivning – både inden for PR og Public Affairs. Det gælder ikke mindst det nordamerikanske marked.

Den nyansatte chefkonsulent kommer primært til at rådgive LEAD’s udenlandske kunder i Danmark og udvikle bureauets forretninger i Nordamerika.

Selv siger han om det nye job:

– LEAD består af et superskarpt hold, og er et firma i konstant vækst. Deres kundeportefølje tæller de mest innovative, succesfulde virksomheder og organisationer på det danske og internationale marked. Derfor er jeg meget begejstret over at starte hos LEAD i en så spændende periode, hvor muligheden for fortsat vækst, især ved internationale kunder og på det internationale marked, er enorm.

LEAD forventer yderligere ansættelser i løbet af efteråret som led i styrkelsen af bureauets øvrige sektorer.