Jesper Thomsen sætter sig i kontaktdirektør-stolen hos Zupa for dels at drive nogle af bureauets større kunder, men også med en vigtig rolle i udviklingen af bureauet generelt og i de løbende newbizz aktiviteter.
– Jesper er en ønskeprofil. Vi har historisk været et meget kontaktdrevet bureau, og det vil vi trods vores kreative oprustning fortsat være. Men det stiller store krav til kontaktfunktionen, siger direktør og partner Niels Ranum.
– Han kender nogle af de mest professionelle annoncører indefra og har været med på meget store marketing- og kampagneprojekter. Vi vil gerne møde vores kunder højt oppe i værdikæden, og her bliver Jespers erfaring værdifuld for både os og vores kunder, fortsætter han.
Jesper Thomsen har blandt andet arbejdet i TDC og Danske Bank’s marketingafdelinger med både forretningsudvikling og strategisk planning. Og sidst har han været hos & Co.
– Zupa er for mig et af de mest spændende bureauer lige nu. Jeg tror ikke, man finder bedre affyringsrampe end en digital rygrad kombineret med evnen til at tænke integreret. Det glæder jeg mig til at blive en del af og styrke, siger den nye kontaktdirektør.
Niels Ranum supplerer:
– Jesper er ganske enkelt rigtig godt selskab. Så jeg er sikker på, vi også på de indre linier har fået en god kulturbærer, hvilket man ikke skal undervurdere i en tid med så meget fart over feltet.