Det kreative bureau CP+B Copenhagen har godt gang i butikken og har derfor oprustet med en ny Creative Lead i skikkelse af Regner Lotz.

Han kommer senest fra stillingen som Chief Creative Manager hos bureauet Konstellation & Republica, men er måske mest kendt for sit arbejde hos Saatchi & Saatchi, hvor han har været involveret i flere prisvindende projekter – både herhjemme ved Creative Circle Award og internationalt ved bl.a. Cannes, Eurobest og Clios.

Regner Lotz har tidligere også arbejdet en årrække i udlandet – herunder hos Grey Düsseldorf og Scholz & Friends, ligeledes i Tyskland, samt hos Amsterdam Worldwide i Holland. Hvortil kommer kortere ophold og freelance-arbejde i Sydafrika og New York.

Og med det nye job hos CP+B Copenhagen kan man næsten sige, at han vender hjem.

Tråde tilbage til 2007

– Min karriere startede faktisk hos Crispin Porter tilbage i 2005. Jeg havde set deres arbejde og fandt ud af, at de havde et samarbejde med Miami Ad School, så jeg søgte den vej og kom ind, hvilket betød at jeg var heldig at tilbringe nogle måneder hos dem som intern i Boulder tilbage i 2007, siger Regner Lotz og tilføjer:

– Så jeg har nærmest et kærlighedsforhold til CP+B som bureau.

Du var ikke så længe hos Konstellation & Republica?

– Nej, men jeg var utrolig glad for at være der. Bureauet udviklede sig meget i den tid, jeg var der, og det er utrolig dygtige folk, som jeg har kæmpe respekt for.

Men hvorfor rykkede du så?

– Fordi der opstod en mulighed for igen at komme til at arbejde sammen med James Godfrey og Kristoffer Gandsager (begge kreative direktører hos CP+B Cph, red.), som jeg kendte fra Robert/Boisen, hvor jeg tidligere har freelancet. Desuden er jeg tiltrukket af muligheden for at arbejde på et bureau, der er en del af et globalt netværk – og så har jeg som sagt et særligt forhold til CP+B.

Problemløser-mentalitet

Og Kristoffer Gandsager er da heller ikke i tvivl om, at bureauets nye Creative Lead vil træde perfekt ind i teamet:

– Regner er en meget like-minded person, i forhold til den måde vi gerne vil samarbejde med vores kunder på. Det er vigtigt for os. Han har en positiv tilgang og en problemløser-mentalitet, der ligger godt til os, siger Kristoffer Gandsager og tilføjer:

– Og så har han masser af international erfaring med sig. Det giver et udsyn, der rækker videre ud end blot til Danmarks grænser, og der lægger vi ganske stor vægt på.