Hvad har en flok gymnaster, en mand med telekinetiske evner, fire basketballspillere, tre bodybuildere og en tremandstrup af riverdancere at gøre med Volkswagen?

Mere end man lige skulle tro – i hvert fald ifølge en kampagne for Volkswagen Transporter, som netop nu kører med en række film på online platforme, i sociale medier, i displaybannere og på Volkswagens website. 

Koncept og kampagne er udviklet af DDB og Subsero i fællesskab, filmene er optaget i Ukraine under kyndig instruktion af Klaus Spendser fra Octopuss, som har produceret sammen med Spoiled Productions.

Formålet med kampagnen er at vise, at Volkswagen Transporter i nærmest en menneskealder har udstået mere, end de fleste har fantasi til at forestille sig.

– Med 70 år i ”branchen” så kender de fleste håndværkere godt vores Transporter. Så vi er jo ikke ude i at lave en egentlig kendskabskampagne. Men vi vil gerne fortælle historien om, hvad der gør Transporter til en unik varevogn, nemlig dens imponerende kvalitet, siger fortæller marketingchef for Volkswagen Erhvervsbiler Nicolai Løje Farganis.

Løfter med plads til humor

Filmserien byder på en stribe spøjse ”møder” mellem en Transporter og noget så usædvanligt som bodybuildere (med lyserødt akkompagnement…), en riverdance-trup og en mand med telekinetiske evner, og ideen er vise, at VW Erhvervsbiler forstår de krav, som håndværkernes hverdag stiller til deres køretøjer:

– De mange års erfaring og feedback fra vores kunder er en væsentlig del af vores succes. Vi ved, hvor vi skal sætte ind for at gøre vores kunders hverdag nemmere og samtidig differentiere os fra vores konkurrenter. Men vi vil gerne gøre det på en underholdende måde, der viser, at vi ikke bare forstår deres professionelle behov, men at der også er plads til humor, siger Nicolai Løje Farganis.

Og ifølge DDB og Subsero har det da også været vigtigt både at give plads til humoren og at vise, at de kvaliteter og features, som filmene refererer til, er reelle nok.

– Vi må gerne grine sammen, men aldrig miste forbindelse til det, det handler om i sidste ende: At levere et produkt, som lever op til sine løfter og skaber lange kunderelationer. Humor er et godt greb til en ny vinkel på en gammel kending, lyder det fra Art Director Kasper Dohlmann fra DDB, der suppleres af sin Subsero-kollega, Art Director Martin Furze:

– Det er ikke humor for humorens skyld, men en løftestang til at fortælle om de features, som Transporter er kendt for. Og som vi ville skabe en hyldest til. Og med fem forskellige film kan vi have en længevarende kampagne, der fremhæver forskellige USP’er.

Langvarigt partnerskab

De to bureauer, DDB og Subsero, har i øvrigt arbejdet tæt sammen gennem mange år, men VW-kampagnen her er første gang, de har arbejdet sammen helt fra den kreative proces til den færdige produktion.

I den eksekverende fase har DDB haft lead på filmproduktionen og tilpasning af film til kampagnens mange formater, mens Subsero har fokuseret på udfoldelsen af universet på online display, landing page, POS og andet nyt materiale, der skaber det samlede univers.



– Denne gang valgte vi at gå all-in på vores samarbejdsmodel og har i fællesskab udarbejdet det kreative koncept. Alle film kører udelukkende på digitale platforme, så det har stillet lidt andre krav til storytellingen, end når vi arbejder med en mere klassisk Volkswagen-kampagne, siger Thomas Erichsen, direktør hos DDB.



Kristoffer Hamborg, direktør hos Subsero tilføjer:

– Det har været super at udvikle et kampagneunivers sammen, hvor hele rejsen fra opmærksomhed til taktisk fokus har været defineret fra starten – og derfor tænkt ind i det kreative koncept. Det bygger en langt bedre bro mellem de forskellige kontaktpunkter, men giver også de bedste muligheder for at aktivere konceptet i alle kampagnens led. Det giver både en stor kreativ tilfredsstillelse og en mere effektfuld kampagne – og det er jo det, vi i sidste ende bliver målt på.

Se alle filmene på VW Erhvervsbilers site – og et par af dem her. Credits under filmene.

Riverdance

Bodybuildere

Credits

DDB

– Art Director Kasper Dohlmann
– Tekstforfatter Claus Walther

Subsero

– Art Director Martin Furze
– Tekstforfatter Michael Rud

Spoiled Productions / Octopuss

– Instruktør Klaus Spendser (Octopuss)
– Executive Producer Josephine Thomsen (Octopuss)
– Executive Producer Kristina Karlsson (Spoiled)