Vi har hørt det i årevis – spis mere fuldkorn. Offentlige myndigheder og sundhedsorganisationer har prædiket budskabet for danskerne ad nauseam. For vi ved det jo godt, men altså…
Men sidste efterår kom der skred i tingene.
For da var Fuldkornspartnerskabet – der omfatter så forskellige aktører som Fødevarestyrelsen, Kohberg, Nestlé, Rema 1000, Kræftens Bekæmpelse, Q8 Benzin, Valsemøllen, Dansk Supermarked, Quaker Oats og mange flere – sammen med reklamebureauet Recommended Cph klar med en ny kommunikationsplatform, der skulle overbevise danskerne om det fornuftige i at spise mere fuldkorn.
Og det har tilsyneladende virket ganske effektivt. I løbet af det seneste år har danskerne købt over 72.000 tons produkter med det orange fuldkornslogo, hvilket svarer til, at hver dansker i gennemsnit har spist 76 kilo fuldkornsprodukter. En stigning på næsten 10 procent i forhold til samme periode sidste år. De mange tons svarer til et salg på over 1.2 milliarder kroner.
Succesen blev blandt andet fejret med at ”plante” tre store træer fyldt med fuldkornsprodukter midt på Københavns Hovedbanegård i går.
– Eventen ”Fuldkorn hænger på træerne” er med den til at markere den succes, som fuldkornskampagnen har oplevet hidtil, hvor knap 400 produkter med det orange logo nu er tilgængelige i supermarkeder, hos håndværksbagere, på tankstationer og i kantiner rundt omkring i landet, siger Flemming Holm, der er kreativ direktør hos Recommended Cph og ansvarlig for kampagnen, som Fuldkornspartnerskabet står bag.
Fuldkornspartnerskabets frivillige sørgede for at dele smagsprøver til de ca. 100.000 rejsende, som hver dag går igennem den gamle banegårdshal. Ikke færre end 7.600 samples ud samt tusindvis af flyers og brochurer blev delt ud.
Kampagneleder Rikke Neess fra Fuldkornspartnerskabet fortæller om reaktionerne:
– De forbipasserende blev hurtigt tiltrukket af træerne, og flere blev også overraskede over at se rigtige træer midt på Hovedbanegården. Der blev kigget undrende på de mange fuldkornsprodukter, der hang ned fra grenene, og mange gik uopfordret hen og plukkede fuldkornsprodukterne. Vi fik rigtig fine reaktioner fra alle aldersgrupper og i de perioder, hvor vi samplede produkterne, kom mange med positive tilkendegivelser og spurgte os også, om hvorfor træerne var på Hovedbanegården, så vi fik god mulighed for at fortælle om fuldkornskampagnen.
Bloggeren Julia Lahme var også et smut forbi træerne, og hun kunne
godt lide kampagnen.  
Eventen blev afholdt i samarbejde med DSB S-tog, som i løbet af foråret også lancerer et Sundhedstog, der sætter yderligere fokus på sundhed over for de rejsende. 
Og de positive takter har da også fået parterne til at beslutte at fortsætte kampagnen.
– Vi startede med et løst samarbejde med et fælles mål om at forbedre folkesundheden ved at øge danskernes indtag at fuldkorn. Det har nu udviklet sig til en kampagne med fælles sekretariat og logo. Det er overraskende, hvor godt og tillidsfuldt samarbejdet mellem sundhedsorganisationerne, Fødevarestyrelsen og de private virksomheder har været, og de flotte resultater betyder, at alle ønsker at forsætte i endnu mindst tre år, fortæller Niels Brinch-Nielsen, der er bestyrelsesformand for Fuldkornspartnerskabet og direktør for Valsemøllen.
Læs mere
her.