Det 42 år gamle brand Tøjeksperten fik nyt liv i januar i år, da kapitalfonden Polaris skød 100 millioner kroner i selskabet PWT, der står bag brandet, som sælges via godt 100 butikker i Danmark.
Og nu ser vi de første skridt i retning af en revitalisering, som blandt andet betyder nyt look og ny vitalitet.
Reklamebureauet Envision har vundet opgaven, og det første skridt er integrationen af en ny, lys og luftig grafisk linje i hele kommunikationsplatformen.
– Vores brand bygger på gode gammeldags værdier om rådgivning og kvalitet. Men vi har altid haft fingeren på pulsen inden for mode og design, og det vil vi nu sætte mere fokus på – også udadtil, siger Brian Børsting, marketingchef hos Tøjeksperten.
Netop nu planlægger Tøjekspertens kommunikationsafdeling og Envision flere forskellige tiltag på kædens kommunikationsplatforme, og hos reklamebureauet, der gennem en årrække har samarbejdet med PWT om markedsføring af tøjkæden Wagner, er målet klart.
– Tøjeksperten er et af de få brands, der har en kendskabsgrad hos forbrugerne på næsten 100 procent. Udfordringen er altså ikke at øge kendskabet til kæden. Men at tilføre kæden nyt liv via en mere frisk og levende markedsføring, der styrker brandet overfor den modebevidste målgruppe, siger Lars Simonsen, senior art director hos Envision.
Det er trods alt en rimelig voksen målgruppe, der bruger Tøjekspertens produkter?
– Det er rigtigt, at vi skal flytte kommunikationen, så vi ud over en voksen målgruppe også får fat i de lidt yngre mænd. Og det gør vi i første omgang ved at tilføre kæden et lettere grafisk design. Men vi skal også kigge på hele kommunikations-strategien og ad den vej bidrage til en revitalisering af et stærkt brand, siger Lars Simonsen.