Man skulle måske ikke lige forvente det, men hos det reklamebureau, der laver Coops tilbudsaviser finder man, at det er en god nyhed, at yderligere 70.000 danske husstande har valgt at sige ”Nej Tak” til reklamer.

– Det er ikke en uventet udvikling, men den er glædelig, siger administrerende direktør i bureauet Republica, Kenneth Pedersen, der bl.a. står i spidsen for Coops markedsførings-indsats på reklameavis-området.

Ifølge de seneste tal fra Post Danmark, der blev offentliggjort tirsdag, er der nu 703.000 husstande, som ikke ønsker at modtage reklameaviser. 

Det svarer til, at ca. 25 procent af alle danske husstande har taget stilling til reklameaviser og valgt at signalere, at de ikke gider have dem. De øvrige 75 procent af husstandene får dem stadigvæk i postkassen.

Ifølge Kenneth Pedersen ved man imidlertid fra analyser, at det blot er omkring 50 procent af samtlige husstande, der læser reklameaviser.

Der er altså stadigvæk 25 procent af husstandene, som modtager reklameaviser uden at bruge dem til noget, og det er spild, siger Kenneth Pedersen.

Derfor opfordrer den administrerende direktør i Republica de resterende modtagere til at bruge ”Nej Tak”-ordningen, hvis de alligevel ikke læser reklameaviserne.

– Det vil være en fordel for alle parter. Ude i hjemmene slipper man for den tunge vej til skraldespanden, og detailhandelen sparer at trykke og distribuere reklameaviser til den uvillige del af målgruppen. Penge som i stedet kunne bruges på at lave ekstra gode reklameaviser til de forbrugere, som rent faktisk gerne vil have dem, siger Kenneth Pedersen.

HR- og Kommunikationschef i Dansk Supermarked, Finn Lund Andersen, kommenterer de nye tal for tilmeldte til ”nej tak-ordningen med, at man hos Dansk Supermarked respekterer, at folk siger nej.

Men samtidig ved Dansk Supermarked fra undersøgelser, at netop deres reklameaviser er blandt dem, som forbrugerne allerhelst vil modtage.

– Derfor kunne man overveje, at differentiere distributionen, sådan at forbrugerne kunne sige ja til at modtage visse reklameaviser og nej til andre, siger Finn Lund Andersen.

Ifølge forslaget til reklameafgiftsloven blev der i 2010 omdelt ca. 167.000 tons reklameaviser til husstande i Danmark.