We Love People Productions (WLP Productions) udskilles som selvejende produktionsselskab under navnet MADE BY US.

Det betyder, at den hidtidige inhouse-produktion af de lange formater, AFP-produktion og udvikling af programformater til fx broadcastere ikke længere er en del af We Love Peoples aktiviteter.

– Den mere traditionelle reklamefilm-produktion berøres ikke og fortsætter helt som vanligt i We Love People-regi, fastslår bureauets CEO Pernille Simmelkier.

WLP Productions har under We Love Peoples ejerskab gennem de seneste tre år skabt produktioner som Byens Ildsjæle for Realdania, Ulvejagt, Hvem Kommer til Middag, Sebastian på Dybt Vand for DR, Ramasjang Generationen og Kalles DanmarksTour, også til DR.

– De lange og mere broadcast-rettede formater samt AFP-produktion er ikke en kerneforretning for os som reklamebureau, og derfor har vi valgt at udskille selskabet, siger Pernille Simmelkier.

De tre partnere i det nye selskab, MADE BY US, er Birgitte Fredsby, Ulla Hasselbalch og Katrin Quist-Møller og de har alle – ud over årene i WLP Productions – en fælles baggrund i DR og dermed mange års erfaring med både filmproduktion og public service.

– Vores udgangspunkt er at kunne udvikle universer på tværs af medieplatforme, at anskue brandet ud fra en 360 graders optik, for derigennem at skabe stærke produktioner. Hvad enten det er til broadcast, som event, bogudgivelse, web eller noget helt femte, siger Birgitte Fredsby.