”Tidligere har vores praktikanter kreeret arbejde for virksomheder som Burger King, Volkswagen og Micreosoft. Nu kan de gøre det samme for dig. Buddene starter ved 1 dollar for tre måneders arbejde, og pengene går til de hårdest arbejdende mennesker vi kender: Crispin Porter & Boguskys praktikanter. Så byd ind – og verdensklasse reklamearbejde kan blive dit for blot en brøkdel af markedsprisen.”
Sådan skriver det amerikanske reklamebureau Crispin Porter & Bogusky i
en annonce på net-auktionssiden E-Bay.
Vinderen af auktionen får en ”kreativ præsentation”, udviklet af bureauets praktikanter over en tremåneders periode, bestående af strategi, anbefalet brand-positionering og koncepter.
Selve produktionen, altså det færdige reklamemateriale er ikke inkluderet.
Desuden forbeholder bureauet sig retten til at sortere bud fra, hvis de er ”i konflikt med nogle af de eksisterende kunder, eller af andre årsager (som for eksempel hvis de sælger tobak)”, som det hedder i opslaget.
I skrivende stund er der placeret 22 bud – det højeste på 4.250 dollar, svarende til godt 23.000 kroner – på praktikanterne.