Det digitale Aarhus-bureau Mediaworkers valgte for halvandet år siden at melde sig i kapløbet om offentlige og kommunale kunder.

Det har nu givet bonus i form af fem nye af slagsen på blot to måneder, og nu sidder bureauet – som tæller 20 medarbejdere og primært gør sig i webløsninger baseret på Umbraco og EPiServer CMS – på 10 procent af det kommunale marked, lyder det i en pressemeddelelse.

Mediaworkers er blevet valgt til at stå for fire kommunale webprojekter samt et regionalt.  Det drejer sig om Region Midtjylland, Silkeborg Kommune og de tre sjællandske kommuner; Albertslund, Helsingør og Holbæk. Bureauet har i forvejen fire jyske kommuner på kundelisten.

Opgaverne favner bredt for digitalbureauet, der skal udvikle og implementere websites og subsites for de tre sjællandske kommuner.

Herudover foreligger udviklingen af et nyt it-system til sundheds- og omsorgsområdet i Silkeborg og en konvertering af hele Region Midtjyllands webunivers til nyt CMS.

jml