Publicis Groupe vil nu betale sidste års corona-lønnedgang i koncernen tilbage igen.

Og selv om den danske del af koncernen ikke kommer til at gå i plus i 2020, så kan omkring 70 medarbejdere i Publicis Danmark alligevel glæde sig til at få det tabte retur.

Det bekræfter Kenneth Brinkmann, CEO, Publicis Danmark, over for Markedsføring:

– Det er korrekt. Selvom sidste år var svært, og vi ikke kunne skabe et overskud i Danmark, så er det besluttet, at alle, som har bidraget til, at vi kom igennem året, nu får deres andel retur som tak for hjælpen, siger han og tilføjer:

– Alle gik 10 procent ned i løn solidarisk i andet halvår. Og det er dette, som nu kommer retur med et kæmpe ”tak for lån og tak for tilliden”. 

Hos de øvrige tre store mediebureaugrupper har tilgangen til corona-lønnedgang gennem 2020 været forskellig fra gruppe til gruppe.

Dentsu: ”Vi har fundet en god løsning”

Hos Omnicom Media Group svarer nordisk CEO, Peter Gottfredsen, at spørgsmålet ikke er relevant i deres tilfælde:

– Vi har ikke bedt vores medarbejdere om at gå ned i løn på noget tidspunkt, så det (refusion, red.) har ikke været aktuelt hos os, skriver han i en mail til Markedsføring.

Hos dentsu sagde CEO Ulrik Petersen i april 2020 til Markedsføring, at 550 medarbejdere ville gå 10 procent ned i løn ”resten af året”.

Betaler I noget tilbage til medarbejderne nu?

– Jeg kan sige, at vi har fundet en god løsning, men den holder vi internt, siger Ulrik Petersen.

GroupM-CEO, Jonas Hemmingsen, har også tidligere fortalt Markedsføring, at man havde ”opfordret alle, der havde mulighed for det, til at gå 10 procent ned i tid og løn i tre måneder.” 

Det valgte 70 procent af GroupM-medarbejderne ifølge GroupM-direktøren at gøre.

Det har desværre endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Jonas Hemmingsen om eventuel refusion.