Det 12-mand store Aarhus-bureau Aros Kommunikation er blevet udvalgt til at stå for Sundhedsstyrelsens Festmiljøkampagne, som sommerens koncerter skal mindske unges druk og misbrug af stoffer.

Line Berg-Stærk, partner og chefkonsulent hos Aros Kommunikation forklarer, at man i stedet for at fokusere på et forbud mod overdreven druk og stoffer, har vendt fokus på musikken.

– Musikken er i sig selv en berusende oplevelse, men hvis man er helt væk i en rus, får man ikke hele festen med. Det er omdrejningspunktet i kampagnen, fortæller Line Berg-Stærk.

Peter Sommer er med

Derfor har Aros Kommunikation bl.a. allieret sig med musikeren Peter Sommer, som har leveret teksten til kampagnen.

– Vi ville gerne lave en tekstbåret kampagne på dansk, og derfor kontaktede vi en af de dygtigste tekstforfattere, som vi kender, Peter Sommer, og han var heldigvis hurtigt med på ideen, siger Line Berg-Stærk.

Derudover har man til kampagnen involveret en række erfarne folk inden for kampagneudvikling- og afvikling. Ydermere bliver det Dansk Live og de enkelte festivals, som kommer at stå som afsendere på den kommende kampagne.

Hos Aros Kommunikations glæder man sig desuden over, at kampagnen understøtter bureauets strategi om at være et netværksbureau og om at satse på holdnings- og adfærdskampagner.

– Vi er rigtig glade for og stolte over at skulle stå for Sundhedsstyrelsens kampagne. Vi har de seneste år arbejdet meget med holdningspåvirkning, også inden for rusmidler og med unge som målgruppe. Kampagnen passer rigtig godt til os, og vi ser det som en spændende udfordring at nå igennem til de unge med det vigtige budskab, slutter Line Berg-Stærk.