Hvis man skal tro medlemstallene, har ishockey længe været en nichesport i Danmark. Men det skal der laves om på nu.

Dansk Metal – som frem til 2017 lægger navn til den bedste danske ishockeyrække, Metal Ligaen – vil gerne have danskerne til at interessere sig noget mere for sporten, og derfor har det aalborgensiske digitale bureau Konxion nu fået til opgave at brande sporten og ligaen.

Konxion er med mere end 30 mand på holdet et af Nordjyllands største digitale bureauer, og opgaven består blandt andet i at skabe opmærksomhed og interesse omkring Metal Ligaen og Metal Cup. Det skal primært ske via de sociale medier, som dermed kommer til at spille en central rolle i det nye samarbejde, hvor også fansene, spillerne, klubberne og Dansk Ishockey Union (DIU) skal involveres.

– Ishockey er – med en stærk lokal og regional forankring – et produkt, der egner sig godt til de moderne dialogdrevne medier, siger kommunikationschef Lars Granat Jensen fra Konxion, der vuderer, at en samlet strategisk indsats i høj grad kan gøre ishockey mere populær hos publikum og dermed også mere attraktiv for sponsorer.

– Også spillerne skal være bedre til at brande sig selv, så de i højere grad kommer til at optræde som profiler både med og uden skøjter, siger Lars Granat Jensen.

Danske stjerner og VM

Han tilføjer, at danske ishockey-stjerner i udlandet – som fx Frans Nielsen, der som den første dansker kom til den den nordamerikanske liga i 2007 – i høj grad også smitter af på interessen for sporten.

Siden har flere danskere fulgt trop, og pt. tæller NHL-ligaen fem danske ishockeystjerner – og forleden blev Frans Nielsen i øvrigt den første dansker til at runde 500 kampe i NHL-ligaen.

Det giver omtale i medierne, og det momentum skal naturligvis udnyttes til at udbrede passionen for sporten til den brede befolkning.

Og så skader det næppe heller interessen, at A-VM i ishockey bliver afholdt i Danmark i 2018. Det betyder at flere af verdens bedste ishockeyspillere kan opleves på dansk is, og herunder også det danske ishockey landshold.

TV 2 har rettighederne til Metal Ligaen frem til 2017 og med 40 tv-kampe per sæson sikrer det historisk stor eksponering af sporten.