“Kold canvassing” på LinkedIn har landet reklamebureauet Saatchi & Saatchi en kampagne for den private organisation Kvinder I Bestyrelser – Leadership Through Board.

– En spændende opgave, der skal bidrage til at udvide antallet af kandidater til topposter ved at få flere kvinder i spil, siger adm. direktør Annette Piilgaard, Saatchi & Saatchi.

Kampagnen, der i første omgang er pro bono som led i Saatchi & Saatchis samfundsrettede engagement, er ganske utraditionelt kommet i stand efter en mail fra Saatchi & Saatchis kreative direktør Sabine Herskind til organisationens stifter og direktør Peter Horn.

Kvinder I Bestyrelser har til formål at fremme kvinder i ledelse og bestyrelser gennem et udviklingsprogram, der ved hands-on deltagelse i advisory boards eller bestyrelser i vækstvirksomheder skal give mod på en yderligere karriere i topledelse.

– Det er et forholdsvis kompliceret budskab at kommunikere og skabe bredere forståelse for. Men Sabines tilbud om et møde med også Annette Piilgaard for en bureaupræsentation var så fristende, at jeg straks ringede til hende. Indenfor få dage havde vi aftalt et møde, hvor også vores formandskab deltog. Nu er vi ved at etablere en fælles kommunikationsplatform, siger Peter Horn. 

En meget anderledes kunde

Organisationens koncept har været under udvikling siden 2013, og blev implementeret fra 2015.

Det er udviklet af Peter Horn selv via hans virksomhed Peter Horn & Co. Management Consulting i samspil med et formandskab samt et advisory board fra alle dele af erhvervslivet, og hos Saatchi & Saatchi er man ikke i tvivl om, at denne opgave skiller sig en del ud i forhold til de vante:

– I forhold til en del af de kunder, som vi løser opgaver for, er Kvinder I Bestyrelser noget anderledes. Organisationen er meget målrettet og elitær i sin tilgang til både medlemmer og vækstvirksomheder, og den har kvalitet over vækst i medlemstallet som første prioritet, siger Annette Piilgaard og fortsætter:

– Nu, efter tre års drift, er der ændringer på vej, fordi de første medlemmer forventer en stærkere udvikling, der – ud over at bringe dem videre i ledelse – også skal få dem tættere på bestyrelsesposter i Top 1000 virksomheder.

Kan ikke bare tegne medlemskab

Sabine Herskind supplerer:

– Vi bliver helt klar udfordret på de kreative løsninger, fordi Kvinder I Bestyrelser ikke kun ønsker sig medlemmer. De vil have kompetente medlemmer. Derfor kan man ikke blot tegne sig et medlemskab. Man skal påvise sit potentiale i forhold til både ledelse og bestyrelser, siger hun og tilføjer:

– Oveni skal medlemmerne kunne forklare konceptet med lederudvikling gennem bestyrelsesarbejde i deres egen virksomhed – altså at man får en ny strategisk tilgang til sin egen lederkarriere og dermed lyst til at gå videre i karrieren.

Både Annette Piilgaard og Sabine Herskind er optaget som medlemmer i Kvinder I Bestyrelser-Leadership Through Boards, og det giver flere fordele i den konkrete situation, siger Annette Piilgaard:

– Det giver os mulighed for at få et aktivt udbytte, som vi også forventer at kunne anvende i det videre arbejde med kampagnen. Den ventes klar i det tidligere forår.

Du kan læse mere om organisationen her.