Reklamebureauet Euro RSCG Copenhagen skifter navn til september – sammen med det globale netværks øvrige 231 afdelinger.
Det meddelte Havas’ øverste chef David Jones ifølge adage.com for nylig i forbindelse med offentliggørelse af gruppens 2011-regnskab – som i parentes bemærket viste en indtjeningsvækst på ni procent.
Navneskiftet kommer samtidig med at gruppen introducerer paraply-brandet Havas Digital og skyldes ifølge David Jones, at man fra ledelsens side ønsker at integrere gruppens reklame- og media-aktiviteter yderligere.
Hvad det danske bureau, Euro RSCG Copenhagen, endeligt kommer til at hedde, er ifølge bureaudirektør Steen Holm endnu ikke helt på plads:
– Navnesyntaksen er ikke endeligt på plads, men ”Havas Advertising Copenhagen” kunne være en mulighed. Alternativt udskiftes Advertising med et andet begreb, men som sagt, vi ved det ikke præcist endnu, siger han, og tilføjer:
– Navneskiftet er først og fremmest et signal til markedet om, at vi ønsker at fremstå som en integreret enhed, på tværs af reklame-, kommunikations – og mediabureauer. Kunderne efterspørger indlysende dyb viden på tværs af kommunikationspaletten, men er den ikke samtidigt integreret, giver det ingen mening. Og endelig er det også et farvel til et navn – som hånden på hjertet – ikke er specielt mundret.
Euro RSCG-netværket, som har hovedkvarter i New York, består af 233 afdelinger fordelt på 75 lande i Europa, Asien, Nordamerika, Sydamerika og Mellemøsten. Netværket er den største enhed i Havas Worldwide, som ejes af den børsnoterede, franske Havas Group.
Netværket Euro RSCG blev i 2011 for femte år i træk kåret af Ad Age som verdens største bureaunetværk, målt på globale budgetter.