Reinholdt Schultz er tiltrådt som ny administrerende direktør i PR- og kommunikationsbureauet Mannov, hvor han efterfølger Steffen Lüders.
Reinholdt Schultz er et kendt ansigt i Mannov, hvor han har været ansat siden 1998. De seneste år som CFO og viceadministrerende direktør, så han har fingeren på pulsen angående driften af virksomheden. Dertil kommer, at han har varetaget opgaver for Mannovs største kunder.
Den hidtidige topchef, Steffen Lüders, har efter 18 år valgt at blive arbejdende formand og fokusere al sin tid på at rådgive bureauets kunder, og han har store forventninger til firmaets nye administrerende direktør:
– Jeg har arbejdet sammen med Reinholdt i mere end 17 år og ved, at han besidder de kvaliteter, som Mannov står for og fortsat skal være kendt for i markedet: Stor professionalisme, evnen til at dyrke stærke, dybe og langvarige kundeforhold samt evnen til at skabe internt engagement og opbakning om virksomhedens kurs, siger han.
Reinholdt Schultz har erfaring med stort set alle kommunikationsdiscipliner, og som direktør vil han fokusere på at skabe vækst samt på at sikre et bredere kendskab til Mannovs specialistkompetencer inden for kommunikation.
– Jeg er utrolig stolt over at være blevet betroet denne opgave. Mannov har i mange år stået for kvalitet, integritet og langvarige kundeforhold på markedet for kommunikationsydelser, og den position skal vi både styrke og udbygge. Vores vigtigste ambition er, at vi konstant leverer de bedste og mest effektive kommunikationsløsninger, der skaber positive forandringer og værdi for vores kunder, siger Reinholdt.
Vil bevare lange kundeforhold
Mannow har samtidig skudt gang i en strategiproces, der skal sørge for, at bureauet også fremover kommer til at fylde godt op på det danske marked for PR og kommunikation.
– Vi har altid – og skal fortsat være – kendte som bureauet med de gode, lange kunderelationer. Det nuværende marked har ikke gjort dette lettere, og mange bureauer løber derfor solen sort for at få nye opgaver og kunder – uden betaling. Det skal vi ikke, siger Reinholdt Schultz.
Derimod er det hans ambition, at Mannows ambitioner altid skal være højere end kundernes.
– Kan vi lykkes med det, så vil vi fortsat være et førende bureau med en stabil, god indtjening, slutter Reinholdt Schultz.