Sidste år kunne kode-eksperterne hos HTML24 berette om en omsætningsvækst på 33 procent og en overskudsgrad på omkring 20 procent, men for 2015 må bureauet konstatere et fald på begge fronter.

Bruttoresultatet er således gået fra 7,89 mio. kroner i 2014 til 7,24 mio. kroner sidste år, og resultatet før skat er faldet fra 2,14 mio. kroner til 1,45 mio. kroner – tal, der ifølge direktør Bo Møller afspejler, at året i høj grad er brugt til at justere på forretningsmodellen.

– Bedømt ud fra omsætningen blev 2015 et status quo år for os. Vi er vokset markant hvert år siden virksomhedens fødsel, og vi havde simpelthen behov for at dreje på nogle håndtag for at gøre klar til næste store ryk. Jeg har længe vist, at vi var blevet for afhængige af at sælge timer, og selvom vi kunne gøre det med en særdeles god overskudsgrad, lagde det et alt for stort pres på os, siger Bo Møller, der er stifter af og direktør for digitalbureauet HTML24.

Der var med andre ord behov for at tænke nyt, og det blev til et opgør med blot at sælge timer til i stedet at fokusere på abonnementsordninger og færre produkter på hylderne.

Flere direkte relationer

De nye tiltag skal bane vejen for markant øget vækst, lyder det fra direktøren:

– Vi har ændret fokus fra udelukkende at servicere andre og større bureauer til i høj grad at gå efter en direkte relation til kunderne. Udover at udvikle løsninger, fokuserer vi nu også på at drifte og overvåge disse. Både direkte for virksomheder og fortsat også i samarbejde med andre bureauer. Vi arbejder dog i dag kun sammen med andre bureauer, hvis disse kan se et behov for en teknisk tung partner, der løbende kan drifte, hoste, overvåge, opdatere og videreudvikle forskellige teknisk tunge systemer, siger Bo Møller.

Sidste år begyndte HTML24 således som noget nyt at sælge bl.a. opdateringsaftaler, driftsløsninger og overvågningssystemer direkte til rigtig mange kunder.

– Og det betyder, at vi for 2016 har en del af omsætningen hjemme alene på løbende services for vores kunder. Det skaber tryghed internt i organisationen og det sikrer et bedre grundlag for vækst fremadrettet, siger Bo Møller, der dog erkender, at tilbagegangen ærgrer ham:

– En del af mig er da ærgerlig over, at vi ikke har øget omsætningen med 33 procent som sidste år. Men en anden del af mig ved også godt at det skridt, vi har taget i 2015, har været nødvendigt. For jeg har længe vidst, at vi med vores timefokus var på vej ned af en farlig sti i takt med vores vækst. De ændringer, vi nu har foretaget, ved jeg vil gøre en kæmpe forskel på vores bundlinje samtidig med, at vi har fået en bedre risikoprofil i virksomheden.

HTML24 har bl.a. specialiseret sig i WordPress, Drupal, Symfony og andre PHP-baserede systemer og har siden 2010 serviceret kunder som Folketinget, Voldgiftsinstituttet, Telia og DONG Energy.