Køkkenproducenten Designa er i luften med et nyt koncept, Bricks. Reklamebureauet Envision har udviklet såvel koncept som introduktionskampagne, der rulles ud på det danske og norske marked.

Som navnet antyder, kan man i det nye koncept sammensætte sit køkken som byggeklodser – en skuffe ad gangen. Og den oplevelse er også i centrum på produktsitet, som Envision og Nörd har skabt.

– Vi ville gerne have målgruppen til selv at opdage, udforske og opleve mulighederne. Derfor har vi lavet et website som omdrejningspunkt for introduktionskampagnen, hvor man let og intuitivt kan designe sit eget Bricks køkken, lyder det fra Jesper Heinsvig, kontaktchef hos Envision i en pressemeddelelse.

Kampagnen er primært digital og har fokus på at skabe trafik til et website, hvor det er meningen, at danskerne skal lege og eksperimentere med det nye koncept. Og selvfølgelig i sidste ende tage kontakt til den nærmeste forhandler.

Og kampagnen, der gik i luften omkring nytår, er kommet godt fra start.

– I skrivende stund er mere end 17.000 gået så langt, at de har søgt forhandler på websitet. Det er vi glade for, og det viser, at der er en oprigtig interesse for vores nye produkt, og at vores tilgang til lanceringen har været rigtig og formået at skabe opmærksomhed, siger Jacob Mortensen, marketing manager hos Designa.