Radius Kommunikation kom mere end helskindet gennem 2013, hvor omsætningen steg med ni procent.
Nettoomsætningen, eller bruttoavancen, landede dermed på 20,1 mio. kr. mod 18,5 mio. i 2012. Årets resultat før skat blev på 3,2 mio. kr. mod 0,25 mio. kr. året før.
Fremgangen skyldes bl.a. en tilgang på mere end 30 nye kunder, heriblandt BullGuard, McDonald’s, Digitaliseringsstyrelsen og Paii, samtidig med, at flere af bureauets eksisterende kunder hævede aktivitetsniveauet i 2013.
Samtidig er bureauet stort set nået i mål med en ny strategi, der blev sat i gang i 2012
– Vi har valgt en meget klar profil som en strategisk rådgiver med stærke kompetencer inden for corporate-, marked-, samfund- og krisekommunikation, siger Christian Wulff Søndergaard, adm. direktør i Radius Kommunikation, i en pressemeddelelse.
Radius Kommunikation har også styrket rådgivningskompetencer i perioden, og der er implementeret en ny teamstruktur og nye arbejdsprincipper samt et øget fokus på udvikling og tiltrækning af kunder.
Bureuaet blev i øvrigt også belønnet med en sølvløve ved VM i reklame – Cannes Lions – i fjor, ligesom det blev til en lang række andre priser. Både herhjemme og i udlandet.
Væksten fortsætter
Både kundetilfredsheden og medarbejdertilfredsheden er steget i 2013 fra et i forvejen højt niveau, lyder det fra bureauet.
– Vi er lykkes med at fokusere og professionalisere virksomheden. Det har løftet den økonomiske performance, givet en tydeligere position i markedet, og det er resulteret i en betydelig kundetilgang. Derfor forventer vi, at den gode udvikling vil accelerere yderligere i 2014, og at vi både får en omsætning og indtjening, der ligger over niveau for 2013, siger Christian Wulff Søndergaard.
2013 bød også på ændringer i virksomhedens ledelse og i bestyrelsen.
I sommeren 2013 overlod virksomhedens stifter, Nicolaj Taudorf Andersen, det daglige ansvar til Christian Wulff Søndergaard som ny administrerende direktør og er selv fortsat som seniorpartner i Radius Kommunikation.
Radius Kommunikation 2013
· Nettoomsætning, 20,1 mio. kr.
· Driftsresultat, 3,2 mio. kr.
· Resultat før skat, 3,2 mio. kr.
· Årets resultat, 2,4 mio. kr.