Del aldrig – som i aldrig nogensinde – dine personlige oplysninger og finansielle data med nogen. Heller ikke via telefonen.

Det er budskabet i en ny film fra det belgiske guerilla-bureau Duval Guillaume Modem, kreeret for de belgiske bankers brancheforening, Fédération belge du secteur financier, (Febelfin).

Bureauet er herhjemme nok mest kendt for at stå bag de to prisvindende Carlsberg-film Bikers og Poker, som begge har hentet tilsammen seks løver hjem fra VM i reklame i Cannes, heraf tre af guld.

Men også forgængeren til den nye film – det var den, der hed Amazing Mindreader – skabte en del opmærksomhed, og vandt i øvrigt også guld i Cannes.

”See how easy freaks can take over your life” hedder den nye film, og det er ikke småting, den unge mand – som hele stuntet går ud over – udsættes for…

Om denne film også lander priser for det belgiske bureau, må tiden vise. De er i hvert fald vant til nærmest at skovle ædelmetal ind, hvor de viser sig:

Ved Cannes-festivalen sidste år blev det til 8 guld, 4 sølv 2 bronze og 24 shortlists for 6 forskellige kunder, herunder Carlsbergs Bikers og TNT’s Push to add Drama.

Og sammesteds i år nappede bureauet 3 guld, 2 sølv, 5, bronze og 32 shortlists for 7 forskellige kunder, herunder Carlsbergs Poker, ovennævnte Febelfins Amazing Mindreader og Coca-Colas You have 70 Seconds.

Og nu er det belgiske bureau så på banen igen – se den nye film her.