Et tilbud om erfaren hjælp med markedsføringen er, hvad det nystartede bureau Spektr tilbyder sine kunder – i bytte for et partnerskab.
Med andre ord vil det i praksis betyde, at bureauet bliver medejer af kundens forretning, men så investerer tid og idéer i kunden.
Kunden får så en massiv markedsføringsindsats, som de ikke ville have råd til, hvis de skulle ud at købe et bureau på timebasis, uden at løbe en stor økonomisk risiko.
– Ofte står iværksættere med en god idé, men mangler de rette redskaber til at komme ud over rampen med deres produkt. Mange ville have glæde af at tænke markedsføringen ind i produktudviklingen fra et tidligt tidspunkt, men de færreste har råd til at have et dyrt reklamebureau med på sidelinjen under hele processen, siger Martin Thim, der er en af iværksætterne bag Spektr.
Idéen fik han, da han involverede sig i projektet Naturvenlighosting, der sælger bæredygtig webhosting:
– Vi er tre marketingfolk, der har brugt et år på at skabe Naturvenlighosting, og det gik hurtigt op for os, at vores faglige baggrund var en kæmpe fordel fra begyndelsen. Det lykkedes os faktisk at få rejst fire millioner kroner, og det gav os et stort forspring at have styr på, hvordan vi skulle markedsføre idéen fra start, siger Martin Thim.
– Det viste sig gang på gang, at det virkelig åbnede døre og gav os et stort forspring, at vi havde en markedsføringsstrategi og noget materiale, når vi skulle mødes med investorer og andre interessenter. At vi havde tænkt de tanker ind i udviklingen fra start, fortsætter han.
Partnerskabsmodellen, der endnu ikke er særlig udbredt herhjemme, kendes blandt andet i USA og England.