DR opererer mere og mere på digitale platforme, og en ny Ramasjang-app til børn røg for nyligt direkte ind på førstepladsen i Apples App Store.

Bag app’en står det aarhusianske webbureau No Zebra, der har skabt et koncept, som samler alle DR’s spil i et nyt fælles setup.

Med sin nye app udvider DR Ramasjang-universet til at inkludere mobil og tablets – og imødekommer dermed et stort behov hos målgruppen, som primært består af børn i alderen halvandet til seks år.

En gruppe, som i dagligt tale går under betegnelsen ’”touch-generationen”, der ikke har lært at betjene en mus, men som udelukkende har været vant til at bruge tablets.

– De små børn er en del af touch-generationen. De bevæger sig intuitivt rundt på de nye platforme, og vi er glade for at børnene har mulighed for at få en højkvalitets public service oplevelse på deres tablet, fortæller Fredrik Michael Hansen, der er redaktør for Ramasjang.

En ny indgangsportal

Ramasjang app’en samler DR’s populære karakterer, så børn fremover kan møde Bamse, lege med Oline eller lære bogstaver med Hr. Skæg i ét og samme univers.

No Zebra har udviklet konceptet, hvor DR løbende kan lancere nye spil, uden det kræver, at brugeren skal downloade nye apps.

I skrivende stund har DR allerede flere spil på tegnebrættet, som bliver alle vil blive lanceret via Ramasjang-app’en – herunder spil som ”Ramasjang-Mysteriet” og ”Vilde Venner”, som er produceret af værterne fra det programmet ”Lille Nørd”.