I 2014 udskiftede Robert Thomsen de bonede reklamegulve i London – han kom fra en stilling som Creative Director i AKQA – med en tilsvarende position i det noget mindre danske bureau Spring/Summer.
Det tegnes i vid udstrækning af Pelle Martin, der etablerede bureauet, og Robert Thomsen blev fra begyndelsen sidestillet med ham som en af bureauets to Creative Directors og samtidig en del af ledelsen.
Fra 1. januar er Robert Thomsen så trådt ind som partner i bureauet.
Han bliver dermed den fjerde partner i bureauet, De andre to partnere – udover Pelle Martin – er Frederik Dufva, Account Director og Jeppe Kruse, Head of UX & Development.
Spring/Summer tager nu hul på femte år som bureau, og tiden har budt på solide resultater både på bundlinjen og på awardhylden hvert år.
Et internationalt bureau
– Vi er nu i gang med at definere fremtiden for bureauet nu hvor vi snart runder 20 ansatte, og Robert har en vigtig rolle i dette med hans erfaring fra AKQA og resten af hans karriere, lyder det fra Pelle Martin.
Spring/Summer har i 2016 haft ca. halvdelen af omsætningen fra internationale kunder i Danmark og den anden halvdel fra kunder i USA.
– Vi arbejder løbende med American Express, Carlsberg/Tuborg og B&O Play. Alle på globalt niveau og vi hjælper dem med både digitale tiltag samt fulde kampagner og content i form af film, stills, in-store osv., slutter Pelle Martin, der fortsat ejer den største del af Spring/Summer.