CO2 er en diffus størrelse for mange danskere. Hvor meget udleder man? Hvordan kan man nedsætte sit forbrug?
Spørgsmål som disse vil Københavns Energi, Miljøpunkt Østerbro og Teknologisk Institut gerne hjælpe borgere på Østerbro i København med at få besvaret, og Klausen + Partners har givet en hånd med.
Dialogbureauet har udviklet og designet et web-community, www.2100.nu., hvor der gives råd og vejledning om alt fra mindre CO2-forbedringer til større tiltag for en hel boligforening.
– Vi har taget udgangspunkt i, at 2100.nu skal være et praktisk og brugbart community for beboere og bestyrelser i boligforeninger på Østerbro. Bestyrelserne har ofte meget at se til, men tiltaget gør det let og overskueligt at finde de rigtige løsninger og føre dem ud i livet, siger kontaktchef Brian Carlson, Klausen + Partners.
2100.nu stiller forskellige værktøjer til rådighed som innovationsfora, registreringer af CO2-besparelser og muligheden for at bestille en energigennemgang af ejendommen i ejer- og andelsforeninger.
Der er ligeledes mulighed for at indhente tilbud online på energiforbedringer fra et bredt udvalg af leverandører og håndværkere.
– Med projektet har vi prøvet at bringe CO2 ned på jorden, så at sige, så det bliver mere vedkommende. Samtidig ønsker vi at se Østerbro som en resurse, som kan bruges innovativt, siger projektleder hos Københavns Energi Jimmi E. Jensen.
2100.nu støttes af Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Østerbro lokaludvalg.