I over 35 år har den danske virksomhed Audiovector leveret lydkvalitet ud over det sædvanlige gennem sine forskellige højttaler-modeller.

Og det har man tænkt sig at fortsætte med, men nu har Audiovector indgået et nyt bureausamarbejde, og det er udtryk for øgede ambitioner for fremtiden: Der skal med andre ord erobres markedsandele udover de 100 procent audiofile.

CEO Mads Klifoth, søn af stifteren Ole Klifoth, siger:

– Vi har længe følt, at vores tekniske herkomst kan noget for en bredere skare af forbrugere. Jeg har hørt os omtalt som Danmarks mest velbevarede højttaler-hemmelighed, men alle fortjener jo den gode lyd. Derfor har vi besluttet at det nu er tid til at hente forstærkninger udefra på både markedsføring, branding og produktdesign.

Det udmønter sig konkret i et samarbejde med reklamebureauet W20, der rodfæster sig i hele værdikæden – fra bureauets konsulterende kapacitet inden for forretningsstrategi og produktindsigt til markedsføringstiltag og branding.

Til bords fra starten

Som et led i samarbejdet, har det været afgørende, at W20 blev inviteret til bordet, da den nyeste serie af højtalere, der kommer på markedet til sommer, skulle gøres klar til markedet.

W20 starter således allerede sit arbejde i produktudviklings- og designfasen med Audiovector, således at sammenhængen mellem strategi, kommunikation og produkt er konsekvent, forklarer  W20’s bureaudirektør Anders Buchmann:

– Rigtig hifi som det her, kan vække den indre dreng og helt glemte følelser hos de fleste på bureauet. Men det, der virkelig tændte os, var, at vi kunne deltage i alt fra udformningen af produkterne til strategi og eksekvering, som vi mere traditionelt varetager – og ikke være låst i en ”hønen eller ægget”-tankegang, siger han og tilføjer:

– Samtidig rammer denne opgave lige ned i W20’s DNA, da vi både skal have de helt store ambitioner fremme, mens vi også tænker pragmatisk og husker, hvad der er godt købmandsskab.

Audiovector blev stiftet i 1979 af Ole Klifoth og sælger i dag sine high-end-højttaler over det meste af verden. Du kan besøge virksomheden her.

W20 indgik i 2014 partnerskab med bureauet product&me, og har bl.a. virksomheder som Carlsberg Danmark, Fritz Hansen, Admiral Hotel og nu Audiovector på kundelisten.