Ved fredsslutningen efter krigen i 1864 var Skamlingsbanken i Vejstrup Sogn ved Kolding nær endt hos vores preussiske naboer mod syd. Men en politisk byttehandel sikrede, at området kom på danske hænder.
Siden da har Sønderjyllands højeste punkt været en naturlig ramme om nogle af Danmarkshistoriens vigtigste taler og folkemøder, og nu skal et nyt projekt sætte endnu mere skub i stedets rolle som samlingssted og turistmål.
Det drejer sig om et nyt besøgscenter, der netop har været i udbud, og i konsortiet, der har vundet opgaven, befinder sig bureauet 2+1 Idébureau.
Bureauet har udviklet formidlings- og oplevelseskonceptet for centeret, og det har – ikke mindst på grund af stedets særlige historie – været uhyre interessant, fortæller partner og kreativ direktør i 2+1, Morten Kold:
– Skamlingsbankens natur- og kulturhistorie har været en kæmpe inspirationskilde i udviklingen af formidlings- og oplevelseskonceptet for dette særlige sted. Især demokratihistorien har været ekstra interessant at formidle og føre op til nutiden, siger han.
Gå på stemme-jagt i bakkerne
Skamlingsbanken har op gennem historien været et naturligt samlingssted for politiske debatter i demokratiets navn – på den analoge måde – men med det kommende center sættes nye platforme i spil.
– I dag foregår en stor del af den politiske debat jo digitalt og socialt, og det har været en ekstra fornøjelse at udvikle den del af formidlingskonceptet, der bringer Skamlingsbanken på omgangshøjde med platformene for nutidens politiske kommunikation, siger Morten Kold.
Oplevelses-konceptet ”Natur og stemmer, der samler” vil bl.a. tilbyde de besøgende at lege og sanse sig til viden om Skamlingsbankens historie.
Man skal fx kunne lytte til stemmerne fra det danske sprogs forkæmpere, kvindekampens frontløbere og til sejrsstemningen efter 2. Verdenskrigs afslutning – ligesom man på den mere nutidspolitiske front skal kunne gå igennem en shitstorm, lege med kropssprog, dele holdninger om aktuelle sager – og gå på jagt efter stemmer i de omkringliggende bakker.
Budget på 23 mio
Vinderkonsortiet består, ud over 2+1 Idébureau, af CEBRA architecture, Opland, Dansk Energi Management & Esbensen og DRIAS Rådgivende Ingeniører – og dommerkomiteen var ikke i tvivl om konceptets kvaliteter:
– Et helstøbt samlende formidlingskoncept af høj kvalitet såvel inde som ude. Konceptet favner målgrupperne og emnerne fra konkurrenceprogrammet og anvender varierende og fængende virkemidler i en fleksibel udnyttelse af udstillingsareal og landskab, hedder det i betænkningen.
Det er Kolding Kommune, der er bygherre – og besøgscentret, der bliver på omkring 500 m2, er budgetteret til 23 mio. kroner, inklusiv formidling på fire mio. kroner, og med en digital option på to mio. kroner.
Byggeriet sættes i gang i 2017.