Hvad der tidligere krævede klasselokale, tavle og kridt kan i dag klares online via webcam og chat. Det er udgangspunktet for Lektier Online.
NetPeople har sammen med Statsbiblioteket udviklet den virtuelle lektiecafé, og parterne tror på, at tiltaget på længere sigt kan bruges til mere end lektiehjælp.
– Vi ser et stort potentiale i løsningen, da den udnytter de digitale kommunikationsmuligheder til fulde, og vi er meget spændte på at se, hvordan målgruppen vil bruge tilbuddet, siger Jannik Liedner administrerende direktør i NetPeople.
– Det er oplagt at benytte i sammenhænge, hvor det før var nødvendigt med et fysisk møde. En lignende løsning kunne eksempelvis optimere en lang række online kundeservices, fortsætter han.
Statsbiblioteket leder det projekt, der skal være med til at opfylde det offentliges langsigtede mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
I dag er andelen cirka 80 procent.
– Projektet har væsentlige kultur-, lærings- og sociale perspektiver, og vi er samtidigt glade for at kunne vise vejen for et perspektivrigt og visionært samarbejde på tværs af den private og den offentlige sektor, siger Flemming Munch, projektansvarlig fra Statsbiblioteket.

Lektier-online.dk går online i morgen torsdag den 25. februar 2010. Målet er, at løsningen skal være en landsdækkende lektiehjælpsordning ved udgangen af 2011, og henvender sig primært til unge i 7. til 10. klasse bosat i udsatte boligområder, oplyses det i en pressemeddelelse.
Projektet finansieres af statslige satspuljemidler og Statsbiblioteket.