Ronnie Hansen er ny kommerciel direktør i DBU, oplyser det danske fodboldforbund i en pressemeddelelse.
Han kommer til DBU fra en stilling som direktør for sport, kultur og underholdning i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese.
Derudover er han tidligere nordisk direktør i konsulentbureauet Burson Cohn & Wolf, har været udviklingschef i Odense Kommune, ligesom Ronnie Hansen har arbejdet som kommerciel direktør for spillestedet Vega.
Ny direktør: En drømmeopgave
Ronnie Hansen, der har et livslangt forhold til fodbold med i bagagen, ”glæder sig til at arbejde med fodbold som både kommerciel vare og passioneret interesse for mange tusinde danskere”.
– Jeg har i mit arbejdsliv beskæftiget mig med gåsehudsfremkaldende begivenheder på festivalpladser og i arenaer verden over, men intet kommer i nærheden af den følelse jeg har, når landsholdene løber på banen, siger han i meddelelsen.
Ronnie Hansen fortsætter:
– Landsholdene står i en historisk god situation og potentialet for den kommercielle udvikling er stor, særligt i relation til digitale muligheder, Kvindelandsholdet og den kommende generation af talenter. At sikre indtjening, der omsættes til det vigtige arbejde ude i klubberne, er en drømmeopgave.
Ronnie Hansen bliver en del af ledelsen i DBU. Han tiltræder 1. december 2020.