Det er ikke første gang – og næppe heller sidste – at en bureaukunde ”stjæler” en af bureauets profiler.

Mange års frugtbart samarbejde er da også en af årsagerne til, at Semler Distribution – selskabet bag Subseros største kunde Volkswagen – har headhuntet bureauets adm. direktør siden 2010, Kristoffer Hamborg, til en stilling som direktør for E-business og digital vækst.

Og at det er lige netop dér, Kristoffer Hamborg skal hen, er ikke nogen tilfældighed: Siden 2007 har han og Subsero arbejdet for Volkswagen.

– Det har ikke været nogen let beslutning, for jeg har nydt alle mine 16 år i Subsero, men jeg har fået et af den slags tilbud, man kun får én eller to gange i sit arbejdsliv. Og da biler er en af mine store passioner, er det fantastisk at få mulighed for både at arbejde i dybden og bredden hos den absolut førende bilgruppe i Danmark, siger Kristoffer Hamborg.

Skiftet får da heller ingen betydning for Subseros fremadrettede samarbejde med Volkswagen.

– Vi forventer en fortsat øget digital tilgang, og her er Subsero fortsat en væsentlig del af at lykkedes med at være attraktive over for forbrugerne, siger marketingchef Michael Stein fra Volkswagen Personbiler.

Tidligere CEO er tilbage

Hos Subsero kommer direktørstolen ikke til at stå tom, når Kristoffer Hamborg fra 1. februar går auto- og e-business-vejen hos Semler.

Den tidligere adm. direktør, Stig Andersen, der siden 2010 har været strategidirektør – i tæt parløb med Kristoffer Hamborg – indtager nemlig den CEO-rolle, han havde fra 2001 til 2010 igen. I hvert fald foreløbig.

De to stiftede Subsero i 2001 og har i alle 16 år udgjort bureauets ledelse.

– Jeg ansatte i sin tid Kristoffer, da han var 24. Nu er han 42, så vi fire andre partnere under ham af hjertet at forfølge denne enormt spændende mulighed, siger Stig Andersen og tilføjer:

– For at sikre en så smidig overgang som muligt har vi besluttet, at det er mig, der tager over lige nu. Når det er sagt, har jeg også så meget selvindsigt, at jeg ikke vil kalde mig fremtidens mand i en alder af 51. Derfor skal vi også på lidt længere sigt have fundet 1-2 stærke profiler, der vil være med til at fastholde og udbygge vores position på markedet som The Customer First Agency. Men her på den korte bane koncentrerer vi os om… ja, Customer First.

Solide resultater

Og det er et bureau med fart på, der nu går ind i sit 17. leveår.

Mange nye profiler og kunder er kommet til i de senere år – og for 2016 landede Subsero et resultat, der stort set var en fordobling af det foregående års.

Men der har også været foretaget en del investeringer i det forløbne år, og selv om den kommende CEO endnu ikke kan udtale sig om konkrete resultater for 2017, så siger han, at man forventer et mindre prangende resultat for året. Dog med en omsætning og en bruttoavance på niveau med det foregående år.