Produktiviteten stiger i den danske reklamebranche, fastslår Dansk Erhverv i ny analyse, hvor man har set nærmere på beskæftigelse og lønsum inden for branchen.

Undersøgelsen viser generelt, at lønsummen er faldet for beskæftigede inden for flere af de videnstunge brancher siden 2006. Men for en medarbejder i reklame- og analysebranchen, er lønsummen til gengæld steget med 48 pct.  Det er bl.a. sket samtidig med, at beskæftigelsen er faldet.

– Det tyder på, at reklamebranchen fokuserer på at have en højproduktiv og dermed også højtlønnet medarbejderstab. Det er en bevægelse, som vi også ser i andre videnstunge rådgivningsbrancher, hvor man med succes har kunnet skære ned på ”flæsket”, og i stedet har øget fokus på de kernekompetencer, som er de enkelte branchers kerneydelse, fortæller Søren Friis Larsen, markedsdirektør for Rådgivning & Videnservice hos Dansk Erhverv.

Flere ideer – mindre flæsk

Antallet af præsterede timer er i perioden 2006-2010 vokset med 6,1 pct. inden for videnservice-fagene, og i samme periode er antallet af beskæftigede vokset med syv pct. Det betyder, at antallet af præsterede timer for en medarbejder nærmest har været konstant i denne periode.

Billedet dækker dog over en række store forskelle, og her er det igen reklame- og analysebranchen som skiller sig ud: Her er antallet af præsterede timer steget hele 36 pct. fra 2006 til 2010.

Dermed tyder det altså på, at reklamebranchen i dag laver ligeså meget som tidligere, men blot med færre beskæftigede. Altså må reklamebranchen formodes at være blevet mere produktiv.

Og hos brancheforeningen for de rådgivende kreative erhverv, Kreativitet & Kommunikation mener man, at produktivitet og kreativitet går hånd i hånd.

– Undersøgelsen understreger, at produktivitet og kreativitet følges ad. Det har reklamebranchen vist både undervejs og efter krisetiden. Med et knivskarpt fokus på forretningsudvikling, innovation og værditilvækst for kunderne, har branchen vist, at færre hjerner godt kan generere fremragende idéer, siger Tine Aurvig-Huggenberger, direktør for Kreativitet & Kommunikation.