To bureauer har slået pjalterne sammen på Islands Brygge i København – og de har samtidig aftalt et strategisk samarbejde.
Slutmålet for Humankind CSR & kommunikation og reklamebureauet Raffinaderiet er blandt andet at hjælpe virksomheder med at kommunikere levende om deres samfundsansvar eller Corporate Social Responsibility.
Ligeledes vil bureauerne styrke indsatsen for humanitære, sygdomsbekæmpende og andre velgørende organisationer.
– Det er en oplagt alliance. Fremtidens vinderbrands vil blandt andet udmærke sig med, at de formår at skabe stærke, personlige bånd og værdifællesskaber mellem kunderne og virksomheden, siger Raffinaderiets ejer og stifter, Jens Grauslund.
Han fortsætter:
– Det kalder ikke bare på nye typer af kampagner, men også på helt nye kommunikationsformer, hvor strategisk kommunikation og reklame spillere tættere sammen. Og formentlig også på kampagner, hvor virksomheder og organisationer gør fælles sag. Samarbejdet med Humankind og Claes Amundsen vil ruste os stærkere til netop den udfordring.
Raffinaderiet har erfaring med holdningskampagner for såvel private og offentlige kunder som hjælpeorganisationer – senest for eksempelvis Røde Kors.
Hos Humankind arbejdes der blandt andet med begrebet ”Levende CSR-kommunikation”, hvor en af hovedpointerne er, at virksomhederne vil få langt mere ud af deres CSR-indsats, når de aktivt engagerer deres stakeholders.
Og det kræver modig, målrettet og modtagerbevidst kommunikation, hvis du spørger Claes Amundsen, der er stifter af og kommunikationsrådgiver i Humankind.
Han har en baggrund fra blandt andet Røde Kors og Jøp, Ove & Myrthu.
– I dag består en meget stor del af virksomhedernes CSR-kommunikation primært af faktuelle rapporter, som typisk ligger i et fjernt hjørne af hjemmesiden. Rapporterne har en vigtig funktion internt i virksomheden: De sikrer den løbende opfølgning og justering af CSR-strategien. Men som udadvendt kommunikation er de sjældent ret meget bevendt, siger Claes Amundsen.
Han stiftede Humankind CSR & kommunikation for, som det lyder i hans vision: ”at hjælpe virksomheder og organisationer med at synliggøre den forskel, de gør i verden”