Socialdemokraternes og SF’s nye kampagne, ”Fair Forandring”, er endnu et bidrag til tesen om, at de hurtige, effektive kampagner skal køres på nettet – og kun på nettet.
– Strategien bag kampagnen er enkel. Det gælder om at skabe sammenhæng mellem de områder, hvor vi opkræver ekstra skat og de områder, hvor vi bruger flere penge. Det skal stå klart for vælgerne, hvor S og SF prioriterer anderledes end regeringen, siger Dennis Pedersen, direktør i Wasabi.
Hans faste samarbejdspartner, Per Toftager, er også med som sekundant i dette projekt.
– Vi har jo gennem flere år stået bag kampagner for SF, men det er nyt, at vi nu også arbejder for Socialdemokraterne. Det har været en spændende proces, og vi er meget glade for resultatet, siger Per Toftager fra Danmarks Mindste Reklamebureau.
Kampagnen kører udelukkende online med webfilm-banner og sitet
fairforandring.dk. Wasabi har haft Helle Thorning og Villy Søvndal med i filmstudiet og indspillet 7 film, der redegør for oplæggets forskellige dele.
Forebygge angreb og smædekampagner
En del af kampagnen handler også om hvad S og SF ikke gør – og har til formål at skabe tryghed for blandt andet boligejere. Ved sidste valg sendte Venstre få dage før valget breve til boligejere for at skabe usikkerhed om en S-ledet regerings skattepolitik overfor boligejerne.
– Vi er supertilfredse med kampagnen og hele strategien bag lanceringen. Det nye skatteudspil bliver et af vores vigtigste udspil frem mod næste valg, siger Rasmus Meyer Frederiksen, kampagneleder i SF
Per Toftager og Wasabi stod ved sidste valg for SF’s kampagne, og SF var så glade for assistancen, at der allerede er truffet en aftale om kommunikations-assistance i forbindelse med de kommende tre valg. Herudover har Wasabi og Per Toftager arbejdet for bl.a. for FOA i forbindelse med seneste storkonflikt, for LO i forbindelse med skattereformen og bureauerne har lavet fælles valgkamp i 27 lande for ”Den Grønne Gruppe” i Europaparlamentet (EuropeanGreens). Den sidstnævnte europæiske kampagne resulterede i en 25 procent fremgang for De Grønne, uden at hverken Pedersen eller Toftager ønsker at tage æren for vælgeropbakningen.
Wasabi har kun eksisteret siden maj 2007, men har allerede gjort sig bemærket i Danmark ved at stå bag resultatskabende kampagner, flere i samarbejde med Advance, der også er en del af ejer kredsen.