Når resultatet af kampagnen for »Det nye tv-signal« skal gøres op efter d. 1. november, vil der være millioner på højkant for bureauerne Advice og Methaphor. Bureauernes kontrakt med det offentlige betyder nemlig, at de som ansvarshavende for kampagnen og det dertil knyttede sekretariat bliver aflønnet efter, hvor godt de formået at oplyse befolkningen om det analoge sluk. Henrik Vejlgaard, der er sekretariatschef og til daglig ansat i Advice, fortæller, at det indtil nu er lykkedes at få en af de to bonusser på hver en halv mio. kr., som indtil videre er delt ud. Den sidste bonus på en 1 mio. kr. afhænger af den sidste måling, som foretages umiddelbart efter d. 1. november, hvor 98 pct. af de berørte husstande blandt andet skal vide, hvordan de sikrer, at de fortsat kan se tv efter nedlukningen af det analoge signal. I begyndelsen af oktober var sekretariatet nået op på 78 pct.
Børsen, Mediemarked, s.29