Bump! Sagde det i postkassen. Tre gange i træk. Brochurer fra tre forskellige bureauer – Bates/Red Cell, BBDO og Kunde & Co – som alle i begyndelsen af april var blevet besjælet med tanken, at nu skulle de markedsføre sig.
Samtidig et andet sted i byen gjorde Berlingskes Nyhedsmagasin klar til at udsende spørgeskemaerne til bladets årlige bureau-analyse. I år noget senere end normalt.
En tilfældig timing fra bureauernes side? Næppe. Og således også en understregning af, at uanset hvad man kan høre af brok i bureau-branchen over analysen, så bliver den taget alvorligt.
Men er det et problem for analysen, at der er bureauer, der søger at påvirke deres placering ved markedsføring lige op til test-tidspunktet?
Det mener chefredaktør Flemming Højbo ikke.
– Vi har lavet denne analyse i mange år, og jeg er helt tryg ved, at vores respondenters hukommelse rækker længere end et par uger, så der bliver tale om en helheds-orienteret bedømmelse, siger Flemming Højbo.
Så du tror ikke, at bureauernes markedsføring har effekt?
– Det håber jeg, den har på både bureauernes og markedsføringens vegne. Hvis ikke bureauerne skulle markedsføre sig, hvem skulle så. Men jeg tror ikke, de kan ændre analysen ved hjælp af en brochure lige inden udsendelsen af spørgeskemaerne, siger Flemming Højbo og konstaterer, at han jo i øvrigt ikke kan forbyde bureauerne at markedsføre sig.
– Selvfølgelig kunne vi hemmeligholde tidspunktet for udsendelsen af spørgeskemaerne, men det vil være for meget legen skæg og blå briller, siger Flemming Højbo.
Bureau-analysen udkommer d. 13. maj, og bladet vil i år søge at udvikle den journalistisk, så den i endnu højere grad henvender sig til kunderne.