Det Skanderborg-baserede reklamebureau 727 indgår nu et strategisk samarbejde med de digitale entreprenører i bureauet Klean.
Håbet er bedre at kunne tilbyde kunderne effektive kommunikationsløsninger såvel online som offline fremover.
Med den nye alliance håber de to bureauer således, at de kan tilbyde såvel det bedste fra kommunikationsverdenen, såsom strategi, effektfuld kommunikation og grafisk præsentation, med viden om, hvordan man implementerer store e-commerceløsninger, laver websites, og hvordan man effektivt måler, om den digitale indsats virker.
Begge virksomheder forventer sig meget af det nye samarbejde.
Administrerende direktør og medstifter af 727, Tom Elert, formulerer det således i en pressemeddelelse.
– En virksomheds samlede strategi og branding skal afspejles i dens digitale løsninger. Det lyder måske banalt. Men det er det ikke. Alt for mange fejler på det område. Og i fremtiden vil endnu flere efterspørge samlede kommunikationsløsninger på et stadigt højere teknisk niveau. Det er det, vi nu forbereder os på”.
Martin Frederiksen er medstifter og administrerende direktør i Klean siger: ”Vi har ambitioner om at skabe et digitalt kraftcenter, der kan levere hele pakken af kommunikationsløsninger, uanset forretningsmodel, til morgendagens kunder og forbrugere. Og nu har vi taget et vigtigt skridt på vejen. Det handler i bund og grund om at kunne stille det rigtige hold til opgaven hver gang”.