Lasertryk.dk, der er et af Nordens største trykkerier, bejler atter en gang til reklamebureauerne med et godt tilbud, der skal hjælpe til med at booste såvel Lasertryk.dks som bureauernes forretning.

Denne gang drejer det sig om en løsning med det fristende og præcise navn ”Kickback”, som er målrettet de mange bureauer, der bruger en hel del tid på at håndtere deres kunders tryksager.

Også selvom de ikke altid har et setup, der effektivt kan håndtere processen fra ordrebekræftelse, orientering om levering, fakturering m.v. af små og store ordrer på alt fra visitkort og brevpapir over brochurer til rollup-systemer.

– Konkurrencen på tryksagsproduktion er hård, og jeg kender flere bureauer, der synes, at det er et stort arbejde og en masse bøvl, som de ikke tjener det store på, siger Henrik Kruse, nordisk partner manager for det digitale trykkeri LaserTryk.dk

– Derfor henviser mange bureauer også blot til trykkerier uden at få noget for det. Vi tilbyder nu alle interesserede bureauer, at de kan få deres egen indkøbsportal, som de kan henvise deres kunder til, hvis de ønsker det, fortsætter han.

Kickback til bureauerne

På den nye portal, Kickback, kan bureauer i princippet selv bestemme priser og dermed avancer.

– Hvis de vælger at matche priserne på LaserTryk.dk, vil deres bureauavance være ca. 10 pct. Hvis de ønsker det, kan bureauerne også tilbyde deres kunder priser, der er lavere end dem, kunderne kan købe til direkte hos os. Når slutkunden eller bureauet har lagt en ordre ind i portalen, tager vi over og sørger for alt fra ordrebekræftelse til fakturering.  Vi tager besværet og risikoen, forklarer Henrik Kruse.

Indkøbsportalerne vil være brandet med både bureauets logo og LaserTryk.dks, og vil have sin egen unikke webadresse. Bureauerne kan henvise kunderne til selv at lægge ordrer ind i portalen, eller gøre det for kunderne og blot bruge portalen til ordre- og produktionsstyring.

– Den optimale løsning for bureauet er, at de lader kunderne selv lægge ordrerne ind i portalen og lader os sørge for alt andet, slutter Henrik Kruse.