De seneste år har været hårde ved den danske bureaubranche som helhed, og 2014 var ingen undtagelse. Her faldt reklamebureauernes samlede nettoomsætning med 10,7 pct., mens det primære resultat dykkede med 15,3 pct.

Det viser en ny brancheanalyse foretaget af Experian for Brancheforeningen Grakom, som bygger på regnskaber fra 1.187 reklamebureauer.

– Det er selvfølgelig kedeligt, at omsætning og indtjening falder. Det stemmer dog godt overens med de løbende tilbagemeldinger, vi har fået fra bureauerne i 2013 og 2014. Til gengæld hører vi nu mere positive toner fra bureauerne. Det håber jeg, vi kan aflæse i næste års regnskaber, lyder det fra adm. direktør i Grakom, Thomas Torp, i en pressemeddelelse.

Optimismen bygger han blandt andet på en generel bedring i reklamebureauernes sundhedstilstand.

Hver tredje har underskud

Andelen af underskudsgivende bureauer var i 2014 stadig meget høj, 34,4 pct., men det er faktisk en lille fremgang i forhold til 2013, hvor 36,6 pct. havde røde tal på bundlinjen.

Samme udvikling kan spores i andelen af bureauer med angrebet egenkapital og konkursretning, og samtidig er reklameomsætningen steget 4 pct. i årets første ni måneder sammenlignet med samme periode året før.

Thomas Torp understreger dog, at den væsentligste drivkraft bag et opsving for reklamebureauerne er, at det økonomiske opsving for hele økonomien forsætter og tager yderligere til i styrke.

– Reklamebureauerne er enormt sårbare over for resten af økonomien. For at bureauerne kan opleve vækst, kræver det, at virksomhederne har lidt ekstra penge på lommen, som de vil bruge på at profilere sig selv og deres produkter. Derfor håber vi også, at opsvinget fortsætter.

– Et vigende opsving vil omvendt hurtigt kunne aflæses i reklamebureauernes regnskaber, slutter Thomas Torp.

Du kan læse mere om brancheanalysen her, og den bagvedliggende rapport herunder (PDF).